Lystsejlerens havneguide til Aarhusbugten. Norsminde, Tunø, Hov

Før man lægger Aarhusbugten bag sig med kurs mod Bælthavet, kommer man til Norsminde Havn. Den er lille og lige så hyggelig som den er svært tilgængelig. Selve indsejlingen er næsten usynlig på afstand og selv når man når til den, meget smal. Man skal holde helt til styrbord langs med molen, hvor vandet er dybest, og sætte farten ned. Men hold øje med strømmen, for bagved havnen ligger slusen ind til Norsminde Fjord, og når den lige er åbnet, er der fart på vandmasserne.

Selve havnen er ny og velholdt, og ligger midt i den skønne, østjyske natur, der har trukket mennesker til området ved Norsminde Fjord helt siden stenalderen. Har man lyst til at strække ben, kan man gå til spidsen af Kysing Næs syd for fjorden, eller man kan gå nordpå ad den ene skønne badestrand efter den anden. Selve Norsminde Fjord er fredet, men der går enkelte stikveje derind, som man kan tage for at opleve fugleparadiset.

 

Norsminde har en havnekiosk, men i øvrigt ingen indkøbsmuligheder. Til gengæld er der en fin, lille kro med restaurant, hotel og selskabslokaler. Her kan den udmattede sejler unde sig selv en smule luksus fremfor skibskokkens biksemad, plastictallerkener og plastickrus.

 

Vil man sejle en dagstur fra Norsminde, er Tunø et oplagt valg. Med sin befolkning på ca. 100 mennesker og sin ca. 10 km  lange kystlinie er Tunø som udgangspunkt en meget fredelig plet på jorden. Kommer man i sidste uge af juni, kan man imidlertid godt blive overrasket over at havnen er fyldt; alle færgebilletter udsolgt og øen myldrer med festivalgæster. Det er den snart midaldrende Tunø Festival, der sætter øen på den anden ende en uges tid om året.

 

Under Tunø Festival kræver det egen båd med anker at komme til Tunø, men det er indsatsen værd.  Der er fin badestrand ved havnen, og kun én by på øen, et røgeri og et hotel, Mejeriet Tunø. Udover mad og overnatninger, tilbyder mejeriet både vingin– og romsmagninger, så en miniferie på Tunø kan man sagtens satse på. Eller man kan vælge den korte model og sejle tilbage til Norsminde efter et par timer i havnen –  og stadig føle, at man har været langt væk.

 

Inden Horsens Fjord, kommer man tæt forbi Hov Havn, hvor Tunøfærgen, Egmonthøjskolen og Hov Maritime Idrætsefterskole sørger for rigeligt med liv i havnen. Udenfor havnen samler mågerne sig over den karakteristiske Hov Røn; en landtange, der er på vej til at blive omdannet til en permanent ø. Det kan ikke anbefales at gå i land, men landtangen er flot, så længe man respekterer, at det er mågernes territorium, og at mennesker går i land på på deres betingelæser.