Anmeldere på Kulturleben.dk

Kulturleben.dk byder velkommen til vores nye teater og film anmelder, Vibeke Holm Hansen

Jeg hedder Vibeke Holm Hansen, jeg er 58 år, uddannet som korrespondent i engelsk og fransk og arbejder dagligt som kontorassistent. Jeg er et aktivt, åbent og positivt menneske, har været gift i en halv menneskealder, jeg er mor, svigermor, farmor og har et stort og spændende netværk af mange forskellige mennesker omkring mig. I Middelfart Amatørteater er jeg Forquinde (sådan kalder vi det), revytekstforfatter, skuespiller/sanger og senest har jeg også prøvet kræfter med instruktion

Mit hjerte har altid banket for teaterverdenen, og den unikke magi og poesi, der kan ske lige for øjnene af en, når spotlightet rammer scenen. Teater kan både være en flugt og en øjenåbner, det kan tage dig med på lette latterbølger,  og det kan ramme dig allerdybest inde. Det er spejl og det er eventyr.

Heldigvis har jeg, siden jeg var 27 haft den glæde, i min fritid, selv at være en del af teaterlivet og har været med i forestillinger af forskellig art, både inden for cabaret, musical, revy og teaterstykker, de seneste år på Dronning Dorothea Teater i Kolding og Teater Malstrøm i Fredericia, så jeg ved også  hvilket arbejde der ligger bag en opsætning, uanset størrelse og jeg har en kæmperespekt for hele ”teatermaskinen”.

Med  min kombination af teater- og skriveglæde, ser jeg frem til at dele og stjernedrysse mine teateroplevelser her på siden.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment