Skambidt skilsmisse
”Rottweiler” på Aarhus Teater den 10. 11. 20 – Produceret af Opgang2
Anmeldt af Michael Hansen – Kulturleben.dk
Den Reumert-vindende forestilling ”4 Ever” har gået sin sejrsgang i hele landet, og har med sin vedkommende og bjergtagende storytellingform, fanget både unge som gamle. Skuespiller Chadi Abdul-Karim og musiker Nikolaj Rosengreen har i samarbejde med instruktør og dramatiker Pia Marcussen skabt et stykke unikt ungdomsteater, som rammer alle lige i Solar Plexus. En teatergenre, der rammer pga. sin afslappede og uhøjtidelige form, og hvor hele opsætningen oser af ærligt arbejde for at nå i mål med at skabe refleksion og dialog med ungdommen. Som jeg skrev i min tidligere anmeldelse af ”4 Ever”, så er tidens ungdom digitalt overstimuleret med hæsblæsende action, følelsesporno og dårlig reality TV. Så der skal meget til at fange deres opmærksomhed – eller lige det modsatte – som i forestillingen ”Rottweiler”s tilfælde, hvor det minimalistiske og netop nærværende spil vinder kampen over hysteriet.
Sidste gang handlede det om fællesskabet og det at tilhøre. Denne gang går synsvinklen endnu tættere på og handler om fællesskabet i familien eller mangel på samme.
To scenarier bliver præsenteret.
Den unge, ensomme og adfærdsvanskelige fyr, som vælger synlighed og magt ved at anskaffe sig en rottweiler og bevidst træne den op til at blive en dræberhund.
Han fortolkes af Chadi Abdul-Karim med alle spektre i spillet og bliver heldigvis derfor ikke uden nuancer af følelser og holdninger. Vi forstår, der er en grund til fyrens situation, og han bliver både leveret med følelser og had og en vægtig balance, som klæder rollen og får den dramaturgiske spændingskurve til at fungere.
Parallelt følger vi en familie med tre børn, som anskaffer sig en anden rottweiler, der skal være katalysator for familiens trivsel og behov for at kaste kærlighed ud i livet.
Begge rottweilere kommer fra det samme kuld og katastrofen opstår, da den unge fyr meget modent indser, at han ikke kan håndtere hunden og afleverer den tilbage. Desværre, efter hunden er trænet op som dræberhund med angrebskommandoen ”Bitch”.
I familiens skød begynder moren at løsrive sig fra familien. Hun forlader den ulykkelige familie og tager rollen ”Bitch” på sig i børnenes underbevidsthed. Specielt datteren føler et enormt svigt og da deres hund dør, henter de en ny rottweiler på hundekennelen. Desværre en hund med forkerte angrebskommandoer. Det ender i en katastrofe, og tematikken i ”Rottweiler” handler om den skrøbelighed og diffuse tilgang, vi har til livet, fordi vi vader rundt i både sorg, kærlighed, fællesskab og had uden at vide, hvad der venter rundt om hjørnet.
Atter brillierer både Chadi Abdul-Karim og Nikolaj Rosengreen med deres afvikling af historien.
Chadi Abdul-Karim fortæller blændende, hudløst og medrivende, og vi fanges i hans univers så snart han begynder at fortælle, og Nikolaj Rosengreen pakker hele historien ind i stærkt medrivende musik, som på alle måder underbygger hele fortællingen. Det er simpelt, minimalistisk og super vedkommende for alle aldre. De klæder hinanden og deres fantastiske tilstedeværelse er en kæmpe bonus for Opgang 2.
Men denne gang lever Pia Marcussens historie desværre ikke op til ”4 Ever”. Den er tæt på målet, men det følelsesregister, vi blev indtaget med i ”4 Ever”, eksisterer desværre ikke på samme niveau i ”Rottweiler”. Det er naturligvis mega unfair at sammenligne, men når fortællingen bliver præsenteret i en trilogi, så skal materialet for historien også være lige så skarp som sidst. Historien er både vedkommende og rørende, men ikke nok til at skjule den forudsigelighed som hele tiden ligger og ulmer.
Opgang 2 er et fantastisk input i den danske teaterverden og i særdeleshed i ungdomsteatrets genre. Det bliver spændende at følge afslutningen, og vi vil som altid glæde os til næste step i det fantastiske trekløvers kyndige samarbejde.
Chadi Abdul-Karim & Nikolaj Rosengreen
MEDVIRKENDE
Pia Marcussen
DRAMATIKER
Pia Marcussen i samarbejde med Chadi Abdul-Karim
ISCENESÆTTELSE
Nikolaj Rosengreen
KOMPONIST
Chadi Abdul-Karim
SANGSKRIVER
Inge Line Lautrup Holsteen Jessen
Gitte Bøg Hansen
SCENOGRAFI
Anders Kjems
LYSDESIGN
Lise Ørskov
DRAMATURG