En kvindes opgør med sin dystre fortid
Pigen under vandet – 26/11-2019 på Teater Katapult
Anmeldt af Mathias Hvidberg Jørgensen – Kulturleben.dk
Lotte Arnsbjerg har i denne usædvanlige forestilling valgt at omsætte sine barndomstraumer og oplevelser med seksuelt overgreb til en drømmende og uhyggeligt intim teaterkoncert.
Allerede før dørene bliver åbnet, bliver publikum mødt af Malte Claudio Lind, der fortæller os, at når vi kommer ind i salen, vil forestillingen allerede være i gang. Han informerer os også om, at de efter forestillingen er slut, vil holde en kort pause, men at de derefter vil invitere publikum til en samtale omkring oplevelsen.
Jeg vil gerne tilstå, at jeg ikke havde læst om forestillingen på forhånd, og jeg anede ikke, at handlingen der skulle møde mig, var autobiografisk.
Det var i min optik både en fordel og en ulempe.
For ”Pigen under vandet” er hudløs, følsom og brutal.
Gennem sang, dans og spændende kompositioner for klaver og cello bliver handlingen formidlet til publikum i et grænseland mellem musical, spoken-word og teaterkoncert.
Scenografien er ganske simpel og overraskende drømmende. Når publikum vandrer ind, mødes de af en kvinde klædt i hvidt, der sidder ved en gammeldags projektor, der lyser op på bagtæppet midt på scenen. Motivet på projektoren ligner mest af alt en stjerne eller en propel. Foran bagtæppet, skråt placeret omkring midten af scenen, sidder en mand med et klaver og en laptop.
Han begynder at spille et spændende værk på klaveret, der både besidder dystre dissonante harmonier, men dog med en klarhed og positivt ladet åbenhed.
Umiddelbart efter det korte klaverværk, trækker han mikrofonen hen til sit ansigt, kigger på kvinden på gulvet, og spørger ”What do you remember?”
Herefter sætter den ca. 1 time lange forestilling i gang med sange, dans og dystre skildringer af et grusomt barndomstraume. Et traume der udvikler sig til et livslangt fængsel, som dog i transformationens billede, tilbyder et bud på forløsning hen mod slutningen.
Jeg finder forestillingen ganske svær at kategorisere i genre, da den netop fastholder sin egen præmis, hvor handlingen og de brutale bekendelser mest af alt udvikles til et dramaterapeutisk forløb i en drømmende scenografi.
Selvom det meste af teksten formidles gennem danske sange, er der enkelte brudstykker af regulær dialog mellem kvinden i det hvide tøj, og manden bag klaveret. Mange af kompositionerne og sangene minder om hinanden i struktur og lydbillede, og sangteksterne kan desværre – til trods for det dystre tema – ind imellem næsten føles banale.
Alligevel er der usædvanligt stærke øjeblikke i forestillingen, der giver knuder i maven og sætter spørgsmålstegn ved, hvordan kunst og særligt scenekunst kan formidle og sætte ord på samfundets tabuer.
Ca. Halvvejs i forestillingen træder kvinden ud af billedet, og manden bag klaveret – en rolle spillet af Carman Moore – begynder i spoken-word format at fortælle en mareridtsagtig sekvens, med improviseret underlægningsklaver.
Særligt denne scene fik det meste af verden til at gå i stå.
”His smile smells like rotten flesh.”
Da først mareridtet er overstået, træder kvinden ind igen med et lys i hænderne og forestillingen fortsætter, noget med spoken-word, andet med sang som tidligere.
Da forestillingen slutter og flyder et stort bifald gennem lokalet. Det summer nærmest i publikum, hvordan vi alle netop har bevidnet nogle forfærdelige ubehageligheder, og der fornemmes en form for tøven i publikum om, hvorvidt det er okay at klappe af en så grusom fortælling.
Lotte og Carman træder frem i lokalet, og minder os om, at de vil invitere os alle sammen ind til fælles samtale bagefter. Lotte påpeger, at det er en lige så stor del af oplevelsen for publikum, som selve forestillingen.
Det var dog her, jeg tabte lidt af tråden.
Samtalen efterfølgende ønskede at skabe dialog mellem mennesker, at påtale tabuer og skabe et ’åbent rum’ for alle os, der netop bevidnede forestillingen.
Samtalen blev åbnet op af lidt forskellige input, men mest af alt blev det en lidt rodet og ustruktureret diskussion på tværs af publikummerne og performerne, hvor man ikke konkret fik svar på spørgsmål ift. forestillingen, men mere kunne udveksle tanker ift. tilgivelse, bearbejdelse af traumer og håndtering af følelser.
Hvad der – desværre – mest mindede om en terapigruppe til slut, kunne jeg godt have undværet. Selvom jeg absolut forstår incitamentet og motivationen for at tilføje forestillingen en snak i plenum, fandt jeg det beklageligvis lidt kvælende for oplevelsen med stykket. Som teatergænger finder jeg stor tilfredshed og glæde i de spørgsmål man efterlades med, når en forestilling er slut. At det bliver vendt i en fælles samtale og efterfølgende bryder og knækker teatrets fiktion, gør det svært for mig. Dette gælder også, når teaterstykket er baseret på virkelige begivenheder.
I sidste ende er det dog en kolossal mængde af mod og styrke som kræves af Lotte Arnsbjerg, at turde iscenesætte så smertelige minder til scenekunst. Al respekt for det, og det er uden tvivl en fortælling og historie som i sidste ende vil blive siddende hos alle der har oplevet den. Tak til performerne og folkene bag forestillingen for en meget særlig teateroplevelse.
Pigen under vandet
Gæstespil af The Art of Transformation
Musik, vokal, tekst og video Lotte Arnsbjerg
Musik Carman Moore
Cello Henrik Dam Thomsen
Medvirkende Lotte Arnsbjerg
Instruktion Malte Claudio Lind
Lyddesign, lyd og videoteknik Inuk Thomsen
Lydproduktion Christoffer Høyer
Video Caterina Bertolotto
Lysdesign Clementine Tulzi
Teknik Malene Andreasen
Kunstnerisk mentoring Trevor Davies
Fageksperter Helle Knudsen og Stefan Green Meinel
Foto Martin Ladegaard
Tak til Offerfonden som har støttet turnéen
