Hvordan ser en terrorist ud?
”Pigen med bomberne” af Teatret st.tv og Mungo Park, set på Teater Katapult, Århus, 5. november 2020
Anmeldt af Vibeke Hansen – Kulturleben.dk
Hvis vi nu ser bort fra Cov19, hvor sikker og tryg føler du dig så lige nu?
Du, der sidder i teateret, til en koncert, til et sportsstævne, på et luksushotel, i et fly eller bus, besøger en turistattraktion eller måske er ved at aflevere dit barn i skolen. Tænker du på, at det måske er det sidste du nogen sinde kommer til at gøre? Hvordan kan du være sikker på, at den taske, der står på gulvet mellem dig og sidemanden i teateret ikke indeholder en bombe, der for altid ændrer det nu, der ellers føles så trygt?
Og hvordan ser en morder ud – hvordan ser en terrorist ud? Har han sort hår, brun hud og mørke øjne? Er han en stor muskelsvulmende rockertype, eller er han din helt almindelig rare nabo og familiefar. Er han i det hele taget en han! Måske er det naboens sødt smilende, datter på 15, du skal frygte? Eller måske din egen. Der kan ikke sættes ansigt på.
Vi lever alle med en frygt og med en forestilling om frygtens ansigt og luller os ofte ind i beroligelsen af at det er noget der foregår et andet sted, at farezonen ikke er lige her, men indimellem sker der noget, der rykker den tæt på og rykker grænserne for hvad vi skal frygte, tænke og tro. F.eks. når en spinkel, helt almindelig pige på 15 beslutter sig for at bygge bomber der skal sprænge hendes skole, eller et indkøbscenter i luften.
Det nøgne, sorte teaterrum er virkningsfuldt oplyst af en hvid, oplyst rektangulær ”himmel”, under hvilken Betina Grove, Marianne Søndergaard og Stine Prætorius præsenterer os for 10 unge, søde unge piger, der hver især kunne være lige netop den pige, der påtænker et bombeangreb. Ingen af dem er lige netop hende, historien er fiktion, men fakta er at de hver især kunne være hende. Det er helt almindelige piger, med mobiltelefoner, hestehaler og skoletasker. Skoletasker, der indeholder penalhuse, lyserødt tøj, menstruationsbind- og tamponer, computer OG ingredienser til at fremstille en bombe.
Stykket bygger ikke på en bestemt historie, men på brudstykker af flere forskellige, hvor teenagere har truet med bombeangreb eller med at blive den næste skoleskyder. Det handler heller ikke specifikt om pigen men om det, der er blevet skrevet, og sagt, om de forskellige meninger om og holdninger til hvad der driver hende. For vi forstår hende ikke og vil aldrig komme til det.
15 år og manipulerbar, 15 år og vred på den latterlige verden, hvor ingen forstår hende. Har hun endelig mødt et forstående menneske, der giver hende et formål hun kan kæmpe for, et formål hvor hun gør en forskel og betyder noget? Er hun radikaliseret i en sag, som hun ikke forstår i dybden, men hvor ideologierne spejler hendes egen vrede? Er hun blevet manipuleret ind i en happening og ofret på sensationernes alter? Er hun i sin opvækst blevet forsømt, mobbet, negligeret, måske mishandlet? Er hendes forældre sociale tilfælde, eller er hun fra et trygt hjem, med forældre der troede de forstod hende? Søger hun blot opmærksomhed og leger med truslerne, uden hensigt om at føre dem ud i livet men også uden af forstå konsekvensen af og alvoren i sine handlinger?
Og hvad sker der når hun løslades. Fortryder hun sine handlinger? Er hun blevet voksen og ender helt normalt med job, mand og børn, eller har hun brugt fængselstiden på at få endnu mere stemme, så hun kan samle følgere om sin sag.
En leende leg med farverige tøjdele og papirstumper skaber en skærende og uhyggelig kontrast til den ellers nøgne scenografi, da legen, uhyggeligt forventeligt, med et brag forvandles til et bombeangreb, hvor de legende ligger livløse på scenen og hvor tøjstykkerne får en ny og skræmmende betydning. Det kunne være virkeligheden lige her og nu.
Betina Grove, Marianne Søndergaard og Stine Prætorius styrer stykket dygtigt og jordnært, og med stort og insisterende nærvær. De fortæller og de indtager de forskellige holdninger og meninger, om det handler om at agitere for at pigen bare en stakkels, forstyrret og misforstået teenager, eller en koldblodig og beregnende terrorist, som man skal regne med og være bange for. De spiller også rollerne som den fortvivlede mor, den manipulerende håndboldtræner, bombeholdet med mere, og de gør det fantastisk godt, virkelighedsnært og overbevisende. Stor cadeau til de 3 skuespillere, der formår at gøre fortællingen selv til hovedpersonen.
Instruktør Tue Biering har skabt et meget stærkt stykke debatteater, der sætter ord på frygten for terroren og på vores undren over hvad der får nogen til at vælge en sådan vej. Den konfronterer os også med at alle steder er et muligt mål og at enhver kan være en mulig trussel. Og selv om tiden p.t. er en trussel mod den sunde fornuft i sig selv, og selv om frygten ikke skal forhindre at livet leves, vil jeg nok alligevel, i et stykke tid, når jeg ser unge teenagepiger, uvægerligt tænke over om en af dem måske er den næste ”bombemand”.
FAKTA
Instruktør og dramatiker
Tue Biering
Medvirkende
Betina Grove
Marianne Søndergaard
Stine Prætorius
Scenograf
Simone Bartholin
Produktionsleder
Dorthe Schmidt Schou
Lyddesigner
Janus Jensen
Casting og koordinering af medvirkende piger
Annika Taylor
Rekvisitør
Matilde Schwarz
Bygger
Oskar Jankovic,
Jacob Rasmussen
Teknik og kodning
Karl Sørensen
Producent
Teatret st. tv
Co-producent
Mungo Park
