Godhedens komplicerede kaos

”Peggy Pickit ser Guds ansigt” – Odense Teater – Værkstedscenen – Den 9. november.

Anmeldelse af Michael Hansen – Kulturleben.dk

Skal vi skabe os en tilværelse bygget på materielle goder med alt hvad det indebærer? Bekvemmelighed, tryghed og kernefamilie. Eller skal vi følge vores beskytter trang og drage f.eks. til Afrika for at hjælpe til, hvor der er brug for hjælp og på den måde dyrke vores samvittighed og selvfedme?

I kammerspillet ”Peggy Pickit ser Guds ansigt” vælger det ene par, Karin og Martin spillet af Johanne Dal-Lewkovitch og Claus Riis Østergaard at gå på livets line ved at drage til Afrika som læge og sygeplejerske og hjælpe de nødsstilslidende og parallelt ødelægge deres fælles forhold med utroskab og klaustrofobisk levevilkår. Intet er rosenrødt i Afrika og virkeligheden ser på alle måder anderledes ud end forventet. Rejsen varede 6 år og netop hjemvendt er parret inviteret til middag hos deres gamle venner Frank og Liz, spillet af Benjamin Kitter og Natalí Vallespir Sand. Frank og Liz valgte den sikre side med barn, velpoleret designerhjem og en garage fyldt med masser af frustrationer.

Sådan er anslaget i den tyske dramatiker Roland Schimmelphennigs stykke. Peggy Pickit er et parodinavn på den lille, dumme Polly Pocket-plastikdukke med alt for meget udstyr. Symbolsk bliver dukken stillet overfor den afrikanske trædukke, Annie, som blot er udskåret og intet eje bortset fra en blå halskæde, formodentlig i plastik. Så stor de to modsætningsdukker under hele forestillingen og minder os om hvad det i virkeligheden handler om.

I dette anslag kan der ligge mange spændende dramatiske optrin med et point og no return som får os til at holde vejret i indestængt spænding. Men det sker ikke. Forestillingen bliver aldrig pakket ud og bagefter sidder vi med en tør smag i munden af uforløsthed.

De fire skuespillere levere ellers et stykke habilt håndværk, med de rigtige attituder, følelser og vredesudbrud. Men som replikkerne i stykket, bliver hele dette korte kammerspil en gentagelse på gentagelse af små frustrationer og indestængt ulykke. Det kommer ganske enkelt aldrig rigtig i gang og når man ved, af erfaring hvad de fire fantastiske skuespillere ellers formår, føler man medlidenhed med, at de i denne omgang mangler katastrofalt meget materiale at arbejde med.

Claus Riis Østergaard får i en kort passage lov til at spille aftenens stærkeste monolog om den afrikanske piges møde med ”græskarret” som hun kalder den hvide mand. Både tekst og levering var midt i al kedsomheden ren magi og Claus Riis Østergaard fik endelig vist hvilket verdensformat han er i besiddelse af.

Frank og Liz har kun en sang i livet, hvilket bliver symboliseret i at deres pladesamlingen kun rummer mange ens cover af det samme album. Og det ovenikøbet en plade som de dyrkede sammen med Karin og Martin for 6 år siden. Ingen musikalsk eller inspirationsmæssig fornyelse.

Odense Teater har i denne sæson bjergtaget på alle måder repertoiremæssigt med teater i topklasse. Men lige denne gang fandt de ikke melodien.