Når de små utilregnelige væsner overtager styringen

”Mødre” Gæstespil Louise Schouw Teater – Set på Vejle Musikteater – 10. november 2020

Anmeldt af Vibeke Hansen – Kulturleben.dk

 

På scenen i Jacob Gade Salen, hvor det vrimler med legetøj i pastelfarver og masser af bløde bamser, mødes 4 smukke, unge, nybagte mødre i afslappet outfit i det nye arrangerede venskab, mødreklubben, hvor det eneste de har tilfælles er den livsrolle, som en lille ny verdensborger giver dem på godt og ondt. I stykket bruges bamserne som spædbørn. I begyndelsen er det noget vi sidder, og morer os lidt over, når den ene render rundt med en plettet kobamse, men i løbet af forestillingen formår de fire skuespillere at få os til at se at det faktisk er babyer.

Fra jordemoderen har de alle, eller skulle vi sige VI alle, for hele teatersalen er med i mødreklubben, fået en mail, som hende der forlader sig på alle de gode råd og på google ikke mindst, har været forudseende nok til at printe ud, og som den eneste også læst, hvor dessinerne for samværet udstikkes.

Det der skal være er i fokus, er at få talt sammen, at det er det at være blevet mor, der er hovedtemaet, så at komme med en kage, opfattes nærmest som en synd. Bortset fra man selvfølgelig altid kan spise et stykke kage.

Men kage eller ej, så kommer vi godt omkring alle aspekterne ved det at være nybagt mor i en forestilling, der med sine 1 time og 20 minutter uden pause, overordnet bestemt er værd at se, men også er lidt til den lange side.

Der er hende, der har valgt at blive alenemor og dermed står med både alle glæderne og alle frustrationerne og natteroderiet selv. Der er hende med barnet, der skriger konstant, og som helt mister troen på at hun egner sig til at være mor. Der er hende, der googler sig til alle de fornuftige løsninger og svar, og først sent finder ud af at det bedste råd er at lade være at læse bøger om at have børn. Og så er der hende den møgirriterende, som kalder sin baby for urkraften, som bare har haft en fantastisk fødsel, en fantastisk start og ovenikøbet har fået et barn der bare sover hele natten og hvor alt kører gnidningsløst.

Med kun en nyfødt og moderskabet tilfælles leder de 4 kvinder os igennem alle de oplevelser, fysiske som mentale, tanker, frustrationer, glæder, sorger og overvejelser der følger med graviditet, fødsel og det at have barn/børn. Kan man blive venner på den ene fælles ting alene? Svaret er ja. For i kvindeliv ligger også evnen til at mødes på tværs af alting, over den ene ting.

Der bliver ikke fejet noget ind und gulvtæppet, hvilket kalder på meget latter i salen. Vi får det hele serveret up front, lige fra stinkende bleer og tilsidesættelse af kæresten til amningsbesvær, inseminationsproce-durer og orkidelignende hæmorider.

Søvn eller mangel på samme, er voldsomt medvirkende til glæden eller mangel på samme ved moderskabet, og så er der jo hele historien om graviditeten og om fødslen, som er så smuk en oplevelse. Eller er den?

Lidet er man som mor forberedt på det kaos af følelser, sådan et lille menneske også kan forårsage, uanset om det drejer sig om utilstrækkeligheden eller den altoverskyggende kærlighed der tager bo i den krop, der i øvrigt ikke længere er, og aldrig igen bliver helt ens egen.  Det starter med tomme arme og ønsket om at fylde dem, når ”skrukken” melder sig, og det slutter med tomme arme og længslen efter det lille menneske, der vokser ud af dem, og går sine egne veje.

 I dramatiseringer af forskellige optrin fra situationer og privatliv, med provokerende ærlighed, rørende sårbarhed og ømhed, masser af god humor, temperament og en smuk lille sang (Szhirley), sætter Szhirley, Lykke Sand, Julie R. Ølgaard og Sara Møller Olsen ord på moderskabet. Og de gør det så godt. Stor applaus og beundring for præstationerne. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at de unge mødre (og vordende mødre) i salen, kan spejle sig i det der sker på scenen, og forhåbentlig også lidt lettet kan se, at de ikke er alene, selv ikke når kærligheden til små terrorister nu og da kan ligge på et ret lille sted.

Man skal ikke sige til en ung mor med et kolikbarn at det kun er en fase og at det går over. Intet kan være mere provokerende og ligegyldigt, men vi, der er lidt ældre, ved alligevel at det faktisk er sandt

”Mødre” er til de unge kvinder, og er også lavet som babyteater, så min ledsager og jeg er ikke lige målgruppen. Vores børn er voksne og nogle af dem har selv børn, men vi har været der. Vi har ikke helt glemt at der vist var noget med vågne nætter, mælkeømme bryster, tærende koliktimer og frustrerede ægtemænd samt et evigt krav om madning, skiftning og barnegråd i alle døgnets timer, men det er så længe siden, og det vi husker bedst, er ikke tiden i ”orkanens øje”, men mest kærligheden og den bekymring, der for livet følger med at blive forældre.

Også det rammer de 4 skønne skuespillere, da de i samtale følger børnene ud i voksenlivet og i slutningen retter en kærlig og fint troværdig tak til mor der gav dem videre til livet, med tilsidesættelse af sig selv, skiftning af lortebleer, trøst, irriterende formaninger, forbud og opbakning.

Vi har en så mange ideer om børneopdragelse før vi får børn, og ingen ideer når først de er der. De er små utilregnelige væsner der overtager styring i vores liv, men selv om det i perioder i de første år nu og da kan føles som om livet er slut, så er det i allerhøjeste grad og bogstaveligt talt lige begyndt.

 

 

 

 

Medvirkende

Szhirley, Lykke Sand, Julie R. Ølgaard og Sara Møller Olsen.

 

Instruktion:

Christine Exner

 

Idé og koncept:

Lykke Sand

 

Forfattere:

Christina Sederqvist, Julia Lahme og Mette Marie Lei Lange

 

Dramatiker: Anna Bro

 

Fotograf: Gudmund Thai