Et næsten grænseoverskridende kig ind i tre generationers privatsfære
”Modersmål/Mameloschn” Odense Teater
Premiereaften på Odeon – 24. september 2020
Anmeldt af Vibeke Hansen – Kulturleben.dk
To orme, far og søn sidder i en stak lort og spiser. På et tidspunkt spørger sønnen; ”Far, er det rigtigt at der er nogle orme, der spiser pærer”. ”Ja det er rigtigt” – svarer faderen ”men spis nu videre min søn”. Lidt efter spørger sønnen: ”Far er det rigtigt at nogle orme spiser æbler”. ”Ja det er rigtigt, svarer faderen, ”men spis nu min søn”. ”Men far” spørger sønnen ”når nogle spiser æbler og pærer, hvorfor spiser vi så lort”. ”Fordi det her er vort hjem” – svarer faderen ”så spis nu bare min søn”.
Den verden vi er født ind i, vores ophav, vores omgivelser, kan vi prøve at frigøre os fra og også langt hen ad vejen lykkes med det, men i bund og grund må vi leve vores liv der hvor vores hjem er, med den historie vi har, og få det bedste ud af det, for det bor inden i os, og det må vi forholde os til.
Det er premiereaften, med den særlige stemning det afstedkommer. Der er pladser hele vejen rundt om scenen med det lave loft, og den flotte og køligt blåt belyste scenografi med romantiske, blomstrede møbler, placeret imellem stenbunker og flyttekasser, lover at her skal fortælles en kontrastfyldt historie.
Og løftet indfries fra det øjeblik Lin, Clara og Rahel (Ina-Miriam Rosenbaum, Natali Vallesir Sand og Freja Klint Sandberg) indtager scenen og drager os ind i historien om tre kvinder, tre generationer og tre liv, kapslet ind i forholdet til og afhængigheden af hinanden, af deres fælles kulturarv og trangen til også at frigøre sig fra den og fra hinanden.
Ina-Miriam Rosenbaum er en lille kvinde, men hun er et levende eksempel på at storhed intet har at gøre med størrelse. Hun fylder rummet med sin indlevelse i formidlingen af mormoren Lin. Ikke blot ved temperamentsfuldt at kunne råbe meget højt og meget vredt, men i endnu højere grad ved udtrykket af den livssmerte, der bor i figuren. Hun er stærk, stolt og skrøbeligt sårbar.
Indlevelse, mimik, samspil og udtryk er i det hele taget stærkt hos de tre karismatiske skuespillere. Der er smerte, drilagtighed, vrede, forurettelse, tårer, smil og sorg i blikket, og vi får det hele serveret intimt og så fysisk tæt på, at følelsen af at kigge direkte ind i en privatsfære, næsten kan føles grænseoverskridende.
De semitiske rødder er stærkt forankret i alle tre kvinder, deres tilgang til den er, i kraft af tidernes skiften og det ”brændpunkt” de hver især befinder sig i, vidt forskellige, men umiskendeligt tilstede.
Stemningen er intens og tonen og skarp, når de tre kvinder gør op med hinanden, fortiden og holdningerne. Til tider grænser det til den afmægtige ondskab, som kun kan forekomme når man kender hinandens historie og dybeste svagheder.
Lin har været i koncentrationslejr under 2. verdenskrig, Hun er stolt af at være jøde og tro mod sin herkomst, selv om det at være en af dem, der overlevede, også kan indeholde både smerte og skam. Hun har efterfølgende kæmpet for sine rettigheder som aktivt medlem af kommunistpartiet, og tiden har, som det sker, lagt et lidt romantisk skær over den svundne tid. Lin glemmer lidt i forherligelsen af fortiden at hun i kampen nu og da glemte at være mor for sine børn.
Det er det datteren Clara (Natali Vallesir Sand) er vokset op med, og i hende ligger en voldsom vrede over det svigt hun føler har fulgt hendes opvækst sammen med en lige så stor afstandtagen til og ønske om frigørelse fra kulturarven. Og som i en søskendeflok er hun ”midterbarnet” mellem sin mor og sin datter, der står på tærsklen til at skulle ud og prøve sine egne vinger. Enhver mor er bange for at ens datter vil behandle en, som man har behandlet sin egen mor, og angsten er begrundet, for i kraft af ønsket om at kappe navlestrengen og stå frit, er det præcis hvad der sker. Natali Vallesir Sand leverer rollen som Clara, med en intens stivnakkethed, der er så tyk at den er til at tage og føle på. I hver eneste replik, i hvert blik og bevægelse dirrer undertonen af frustration, af alt det usagte og undertrykte og af angsten for at blive såret og for at miste.
Meget af Claras smerte ligger i historien om sønnen Davy, Rahels tvillingebror, der helt har cuttet al kontakt til sin mor, for at søge sine jødiske rødder, i kibbutz i Israel og Claras skræk for at det samme vil ske, nu hvor datteren Rahel søger ud i verden, vil enhver mor kunne føle helt ind i de inderste hjerterødder.
For Rahel er på vej ud på sin egen livsfærd. Hun tager ikke afstand fra sin rødder. Hun omgås dem som en spændende og romantisk flirt. Er nysgerrig og søger dem uden at være fanatisk omkring dem. Hun søger mormorens viden om kulturarven, og bliver derved en del af kilen, eller som hun selv tolker det ”den konfliktskyldige ged” imellem Lins stolthed over og Claras afstandtagen til de selvsamme rødder.
Hvor mormoren liv så småt er historie, og de nye veje efterhånden begrænses hos moderen, har Rahel fremtiden for sig. Hendes opgør ligger ikke i afstandtagen til sin arv, men hovedsageligt til moderen og til frigørelsen i sig selv, både når det handler om fremtidsdrømme og sexualitet.
Freja Klint Sandberg tager os med på rejsen i en Rahels søgen efter sin egen identitet. Hun gør det ungt, stærkt, smukt, humoristisk, sårbart og med stor indlevelse. Hun åbner op og lukker os helt ind både til smilet og smerten
I flere seancer sidder en af kvinderne på scenekanten, mens en længere ordveksling foregår mellem de to andre, men på intet tidspunkt falder nogen af dem ud og bliver anonyme. Deres performance er lige så stor – når følelser uden ord, afspejles og genkendes i deres udtryk, som når de kaster sig ud i de mange opgør, hinanden imellem.
Nu og da herskede en smule forvirring om hvor vi var tidsmæssigt og hvor i verden. Den eftertanke hos tilskueren, der lige skulle få det til at falde på plads, forstyrrede koncentrationen om det, der rent faktisk skete på scenen. Men det er et lille aber dabei i den overordnede sammenhæng, der fuldt ud gav mening.
Generationer har altid været på kant, men med årene vokser også forståelsen og mildheden for dem, der er før os. De kender den samme angst når den nye generation skal ud i verden, der opstår en fælles viden om usikkerheden omkring egen formåen som forældre og om hvorvidt man nu har klædt sine børn godt nok på til livet. Den varme savner jeg måske en lille smule i stykket. Der er rigtig meget vrede og frustration, meget stejlhed og først meget sent kommer mildheden, som jeg ved, at der er på tværs af generationer og på trods af forskellige tilgange til den fælles fortid. Men når den er der, rører den dybt, for det bliver, som alle andre følelser i stykket hudløst formidlet af tre meget stærke skuespillere og de omdanner derved generationskløften til en bro hen over tid og sted. Der bygges, på asken af fortidens ruiner, et stærkt fundament til fremtiden.
Sasha Marianna Salzmann har skrevet et stærkt og vedkommende teaterstykke om hvordan historien kan trække tråde og definere mennesker, holdninger og skæbner hen over flere generationerne
Nu er stående applaus ikke oppe i tiden p.t. men forestillingen her fortjener det i den grad. Det er en intim og intens kraftpræstation, som man ikke skal snyde sig selv for at opleve.
Medvirkende
Lin – Ina-Miriam Rosenbaum
Clara – Natali Vallesir Sand
Rahel – Frejae Klint Sandberg
Sangen Es brennt er skrevet af MORDECHAI GEBIRTIG og er arrangeret og indspillet af ANDERS SINGH VESTERDAHL med sang af INA -MIRIAM ROSENBAUM
Iscenesættelse Anne Zacho Søgaard
Oversættelse Jacob Jonia
Scenografi og kostumedesign Frederikke Dalum
Koreografisk konsulent Rebekka Lund
Lysdesign Turpin Napoleon Djurhuus
Lyddesign Kim Malmose
Komponist August Rosenbaum
Nordiska ApS – København
