Smuk og seværdig
”Lyset over Skagen” Comwell Kolding Teater den 16. oktober
Anmeldelse: Vibeke Holm Hansen – Kulturleben.dk
Den kulturhistoriske musical ”Lyset over Skagen” udspiller sig på en meget enkel scene, som ved hjælp af kulisser og rekvisitter, der flyttes ind og ud, omdannes til bl.a. Grenen strand, haven på Brøndums Hotel , kunstneres hjem i Skagen og et sted på Sicilien.
Lyssætningen er meget smuk, og hensætter os, som det også er meningen, til Skagen og det helt særlige lys, der hersker der, og som år efter år tiltrak og stadig tiltrækker kunstnerne. Jeg sad i salen og glædede mig til igen at opleve det, når sommeren og jeg selv finder vej til toppen af Danmark, for det er noget helt unikt, og det er ramt fortryllende godt. Stor cadeau til Jesper Kongshaug, der står for lyddesign og scenografi for det.
Scene skiftene forgår i blackout, hvor skuespillerne, der arrangerer kulisserne, står som sorte silhuetter mod den dybblå baggrund. Som udgangspunkt en god og stemningsfuld ide, men der er bare for mange af dem og nogle af dem tager uforholdsmæssigt lang tid, hvilket bevirker at man rives ud af handlingen og aldrig rigtig drages ind i stemningen. De kræver for meget fokus uden at være en integreret del af forestillingen. Dette gælder især for 1. akt, der i forvejen er lige til den lange side (næsten 1½ time).
Handlingen i musicalen tager sit udgangspunkt i kunstnerægteparrene Ancher (Nicoline Siff Møller og Jesper Lundgaard) og især Krøyers (Silke Biranell og Thomas Ambt Kofod) sommerliv i Skagen, i forhold til og krydret med livets gang hos den lokale fiskerbefolkning, der gerne står model for de mondæne kunstnere fra København, så længe der er blot er penge i det. Vi nikker genkendende til flere af de to maleres store værker når de fint og malerisk levendegøres på scenen; Når den lokale fisker står og peger ud mod horisonten, når Marie Krøyer og Anna Ancher skuer ud over havet, mens det bløde aftenlys rammer deres hvide blondekjoler og nakkernes fine linjer, når Marie Krøyer sidder og tegner ved rosenbusken, når der dækkes op til fest og skåles i haven og ikke mindst til ”Solbarnet” Krøyers maleri af hans smukke Marie ved stranden.
Den umiddelbare idyl gemmer dog på et drama, for det Krøyerske ægteskab er voldsomt præget af hans psykiske ustabilitet og hendes følelse af tilfangetaget hed. Hun rejser til Italien for at komme lidt væk og her indleder hun forholdet til den svenske komponist Hugo Alfvén (Joachim Knop). Det gør af gode grunde ikke forholdet bedre. Et kendt trekantsdrama.
Det ville have klædt 1. akt at være en smule kortere. Der er masser af sjove replikker og fint koreograferede dansenumre, men der er også scener, der synes lidt malplacerede i forhold til handlingen. Badescenen med Holger Drachmann (Anders Teigen) i spidsen er både sjov og godt sunget, danset og spillet af alle – men man sidder mest og tænker på hvorfor den egentlig er der.
I 2. akt spidser handlingen til omkring ægteparret Krøyers sammenbrud, tabet og Maries smertefulde valg imellem de to mænd – hendes to have, som hun synger meget smukt om. Her rives vi virkeligt med i smerten og frustrationerne og Sira Biranell og Tomas Ambt Kofod leverer som ægteparret, her en hudløst flot, intens og dybtfølt præstation.
To rigtig fine og musisk flot timede og koreograferede scener, jeg gerne vil fremhæve, foregår begge ved et bord; Det ene, hvor Marie og Søren er inviteret til middag hos Anna og Michael. De to scener fanger mig. Jeg føler at jeg sidder med ved bordet, når Annas tvivlsomme middag, der kun kan reddes ved at spørge efter saltet, kommenteres i sang og når Maries fortvivlelse over ikke at få lov at udfolde sit talent kommer til pinligt udtryk og får den gyldne overflade til at krakelere.
Den anden scene er der, hvor Hugo Alfén er inviteret til te hos ægteparret Krøyer, efter at P.S. er blevet bekendt med Marie og Hugos kærlighed. Jeg krummer tæer og hjerte og føler med de tre hovedpersoner i trekantsdramaet, når P.S. Krøyer uden filter sætter Marie og Hugo på pinebænken i sin afmagt af jalousi, frustration, sorg og vanvid, imens der i den akavede og umulige situation bydes på te. Tragikomisk som rammer.
En tredje scene, der også ramte mig med sin livsvisdom, ærlighed og dybtfølthed, er hvor Michael Ancher (Jesper Lundgaard) fortæller den unge fiskersøn Jens at man ikke kan slå rod på en stjerne, og at lykken måske findes lige der hvor han er og i det han selv skaber, hos den skønne Elisabeth. Det unge par, der også har deres udfordringer og forskellige ønsker for livet, bliver charmerende spillet af Søren Torpegaard Lund og Matilde Zeuner Nielsen.
Med smukke melodier, et meget talentfuldt og godt cast og stærke vokaler er grundlaget på plads. Der er scener, der fanger og river én med og lyssætningen er perfekt og smuk. Men som helhed, og nok især på grund af 1. akts længde og opbrydning pga. de mange blackouts, kommer det, der sker på scenen ikke rigtigt ind under huden på tilskueren.
”Lyset over Skagen” er bestemt smuk og værd at se,
så den får 4 stjerner herfra.
Medvirkende:
Silke Biranell, Thomas Ambt Kofod, Nicoline Siff Møller, Jesper Lundgaard, Joachim Knop, Anders Teigen, Anders Birchow, Matilde Zeuner Nielsen, Søren Torpegaard Lund, Christina Marie Skodborg, Kinne Lucas, Nanna Rossen, Sandra Elsfort, Marie Louise Hansen, Ulrik Aabye-Hansen, Jonas Holst, Jonas Suurballe, Rasmus Albeck
Det kreative team:
Forfatter Thomas Høg
Komponist Kim Sørensen
Instruktør Daniel Bohr
Musikalsk leder Edi Premate
Scenograf og lysdesigner Jesper Kongshaug
Koreograf Bettie Uldal
Kostumedesigner Maria Gyllenhoff.
