International klasse

”Klokkeren fra Notre Dame” Fredericia Teater – Søndag den 6. oktober

Anmeldelse: Michael Hansen – Kulturleben.dk

Forventningen til Danmarks bedst anmeldte musical nogensinde kan kun være urimelig stor. Desværre så stor at mange publikummer i Danmark efterfølgende har sammenlignet alle andre produkter på Fredericia Teater med ”Klokkeren fra Noter Dame”. Det er naturligvis ikke fair, alle musicals og forestillinger har uanset deres form og størrelse deres eget liv og formål. Fredericia Teater har heldigvis formået at fortsætte deres succesrejse, stort, flot og overrumplende, men aldrig med den samme stjerne-regn som i ”Klokkeren fra Notre Dame”. Det er fordi, at netop denne Walt Disney produktion er så stor, spektakulær og overraskende i alle henseender. Man bliver ganske enkelt blæst omkuld. Så please lad vær med at sammenligne!

På vej ud til pausen overhørte jeg to mænds samtale. Den ene sagde ”jeg er egentlig overhovedet ikke til musicals og alle den slags pjat, men jeg må da indrømme at det her er jo fantastisk!” Og det er netop det som ”Klokkeren fra Notre Dame” kan. Uanset overflod af Disney patetisk handling, skuespil og drivende sentimentale musicalhits i stride strømme, så sluger vi alt råt fordi præmisserne på alle områder er fuldstændigt i orden og leveret i verdensklasse. De uoverskuelige forventninger bliver i den grad indløst.

Historien kræver ikke den store gennemgang. Alle kender historien om Quasimodo, vanskabningen fra klokketårnet i den parisiske domkirke Notre Dame, som bliver styret og domineret af den onde og selviske Frollo. Byen bliver hvert år fyldt op med sigøjnere som netop på ”Narrens dag” har fripas til at betræde den smukke middelalderby for at fejre frisindet og hylde årets grimmeste fjæs. Gruppens leder Clopin som er symbolet på frihed og frisind ankommer til byen sammen med sin gruppe af skæve og lyssky eksistenser. Deriblandt den umådelige smukke og rapkæftede Esmaralda. Samtidig ankommer en krigstræt kaptajn Phoebus til byen efter et langt krigsmareridt i marken og påtager sig tjansen at beskytte Frollos univers. Frustrationen og dramaet opstår da både Quasimodo, Frollo og Kaptajn Phoebus forelsker sig hovedkulds i Esmeralda. En kærlighed som får livsbetingelser ud fra meget forskellige plateauer og livsvilkår. Dramaet som er bygget over Victor Hugos berømte roman af samme navn kan begynde, og hvilket drama.

Quasimodo alias Lars Mølsted

Lars Mølsted løfter den store opgave som Quasimodo med stor indlevelse og kropslighed. Han bliver både rørende, sjov og småirriterende i sin total naive tilgang til alle de nye ting som han skal forholde sig til. Han får på et tidspunkt snuden for langt frem i fejringen af ”årets grimmeste fjæs” og oplever dermed også livets grumme skyggesider. Livet var ubetinget lettere hvis han fulgte Frollos regelsæt, men her bliver rollen Quasimodo netop spændende, fordi han er både nysgerrig og modig i sine handlinger. Han lever et fantastisk dobbeltliv, hvor han sammen med Frollo og omverden er en snøvlende, stammende og temlige enfoldig skabning. Alt det omgivelserne forventer af ham. Men når han er alene sammen med stenstøtterne, kimærerne, som i hans ensomhed og tankevirksomhed bliver levende venner, så kan han retorisk bevæge sig og kommunikere rapkæftet på lige fod med andre, hvilket vidner meget flot om et normalt hovede i en syg verden. Hele salen knuselsker Lars Mølsted efter hans kæmpe præstation til fremkaldelsen og det er så velfortjent.

Bjørk Gamst som Esmeralda

Bjørk Gamst er både smuk og rapkæftede og giver Esmaralda substans og sjæl nok til at vi tror på at tre forskellige mænd vil sælge deres sjæl for hendes kærlighed. Bjørk er en super dygtig fortolker og hendes kropslighed og inciterende dans fanger alle i hendes erotiske net og samtidig kan hun forvandle den sexede sigøjner til en varm og beskyttende moderagtig figur som specielt Quasimodo drages og fanges ind i. I en af mange filmversioner af ”Klokkeren fra Notre Dame” fra 1956 husker vi den berømte replik ”You gave me water” som, Anthony Quinn dengang som Quasimodo sagde og Gina Lollobrigida modtog som Esmeralda, dengang forstod man bl.a. pga. replikken Quasimodos forelskelse, men i Fredericia Teaters version hvor selvsamme geniale scene bliver udført på for-podiet, forstår man atter Quasimodos besættelse og kærlighed til Esmeralda. Bjørk og Lars skaber magi i scenerummet så det driver ud over scenekanten og når ud til 30. række.

Mads M. Nielsen

Mads M. Nielsen var i min optik en af aftenens største oplevelser. Claude Frollo blev både dyrisk, menneskelig, ynkelig og særdeles dualistisk i Mads M. Nielsens fabelagtige fortolkning. Helt fra stykkets begyndelse får vi en forståelse for hans umenneskelige dispositioner og handlinger. Som et stort maskulint kraftcenter bevæger hans sig rundt på scenen som en panter på vagt, klar til at angribe og klar til at blive forblændet af Esmeraldas karismatiske dans og erotiske udstråling. Han er den figur som sælger mest ud af sig selv i forelskelsen og rollen gennemlever takket være Mads M. Nielsen en udslettelse og de route som hele salen er vidne til. Et super dejligt menneskeligt input i en ellers polerede musicalhistorie, som nu er som den skal være. Det klæder generelt Fredericia Teater at påføre Disney udgaven en dyster side så det hele ikke bliver for entydigt. Men tilbage til Mads M. Nielsens flotte præstation. Han formår at gøre en skurk attraktiv, spændende i alle henseender og yderst rørende. Farlig og flot og… jeg forstår ikke, at Esmeralda ikke valgte ham!

Clopin

Clopin blev virtuost og velklingende udført af Oliver Aagaard-Williams. En lurendrejer som både kunne bjergtage den parisiske menneskeflok samt publikum i salen med sin både lækre udstråling, flotte danseoptrin og kraftfulde sangpræstation. En konferencieragtig rolle som i den grad tryller magien frem i hele den store kompositoriske og scenografiske voluminøse opsætning.

Jeg håber at vi ser meget mere til Oliver Aagaard-Williams på Fredericia Teater i fremtiden.

Fredericia Teaters scenografi

En af forcerne ved Fredericia Teater er, at byen har et musicalakademi tilknyttet. Ovenikøbet en af de bedste af slagsen. Det betyder at selv den mindste rolle i ensemblet synger gudsbenådet og at hele castet synger så taget letter. Det er sang i verdensklasse og dette er naturligvis med til at løfte den samlede præstation op på et af de højeste levels overhovedet.

Scenografisk kan teatret noget som andre teatre ikke kan. De kan lave scenografier med LED-lamper så helhedsindtrykket næsten bliver filmisk. I ”Klokkeren fra Notre Dame” har denne teatereffekt sin berettigelse. Jeg kan blive lidt træt af den i andre opsætninger på teatret, men her bliver den en overrumplende og storladen bonus til hele totaloplevelse. Lidt malurt kommer her pga. vi oplever verdensklasse teater hvor alt som kan lykkedes gør det, så er det rigtig ærgerligt for helhedsindtrykket, at skuespillere og sangernes microports ikke blev tændt i tide mere end 4 – 5 gange under afviklingen.

Jeg har dyrket næsten alt hvad der kan bevæge sig af internationale musicals i udlandet i mange år og at forlade Fredericia Teater en søndag aften og træde ud i Prinsessegades provinsielle bybillede var en uvirkelige oplevelse hvor man egentlig forventede, efter denne oplevelse, at træde ud på 51 Shaftesbury Avenue i London. Bravo Fredericia Teater.