Menneskets dårskab som teaterleg

”Kirsebærhaven” af Anton Tjekhov på Nørrebro Teater

Lørdag den 7. marts 2020

Anmeldelse Michael Hansen – Kulturleben.dk

”Kirsebærhaven er. Ifølge Tjekhov, et symbol på en epokes opløsning. Personerne i stykket spejler menneskets uduelighed og fornægtelse over for den alvor og forandring, der truer om hjørnet. Til alle tider”

Citat fra artiklen ”Den tragikomiske mester” i Teaterprogrammet.

 

Anton Tjekhov skrev ”Kirsebærhaven” i 1904 og betragtede den som komedie med farceagtige elementer. Tidens hotteste instruktør og gode ven til Tjekhov, Konstantin Stanislavskij, iscenesatte stykket på Moskvas Kunstnerteater samme år og mente at ”Kirsebærhaven” var en tragedie og opsatte den efter Tjekhovs mening som en tårepersende og sentimental misforståelse.

Instruktør Madeleine Røn Juul vælger sammen med scenograf Sven Dahlberg at rydde op i det naturalistiske og sentimentale og viser i stedet, med en intuitiv fornemmelse for balancen mellem komedie og tragedie hvordan menneskehedens dårskab og fortrængninger udarter sig uanset periode og sted.

Scenerummet er ryddet for scenografisk støj og kulisser og kun de bonede gulve fra hoffets storhedstid er bevaret. Kostumerne er i neutrale grålige nuancer og associerer til mange tidsepoker og virker samtidig tidløs i sit udseende. Her møder vi forestillingens ensemble som i næsten teatersport-agtige finesser bevæger sig igennem stykkets handling uden naturalistiske hjælpemidler eller effekter. Skuespillerne på gulvet i arbejde med de forskellige karakterer, både i en karikeret form og heldigvis også i en helhjertet udgave med rigtige følelser i små øjeblikke.

Ranévskaja den kvindelige godsejer, spillet formidabelt af Christiane Gjellerup Koch, har kort fortalt formøblet godset formue op på en ung elsker i Paris. Sammen har de nydt alle storbyens tilbud i overflod og nu vender Ranévskaja så hjem, forladt, til et fallitbo som skal under tvangsauktion. I forbindelse med tvangsauktionen vil godsets storslået kirsebærhave blive fældet som et symbol på skønhedens endelige afslutning for hoffet. Man fristes til at drage paralleller til Zaren som stod over for den endelige afslutning med den Russiske Revolution i 1917.

Hele opsætningen er en kæmpemæssig mimesis af vores håndtering af kriser og vores sociale omgang med verden, når det brænder på. Hvilket det jo meget apropos gør lige i øjeblikket.

Ranévskaja og hendes hof danser, de danser til inciterende rytmer og fravælger ansvar og forpligtigelser. De bevæger sig ud af sumpen ved at danse og fortrænger den grumme sandhed som lurer lige om hjørnet. Det er et stærkt valgt udtryk omkring tematikken i forestillingen og den bakkes flot op af dialogen som flyver hen over hovedet på skuespillerne. Alle taler og ingen lytter til hvad der bliver sagt. Flere åbenbaringer af løsninger bliver præsenteret, men koncentrationen vender indad og dansens fortrængning vinder. Et super flot plot. Vi er vidne til os selv i reneste form og det virker.

 

Mikael Birkkjær spiller med både stor indlevelse, hudløshed og humor godsets nabo, godsejer Pistjik som både lider af lommesmerter og narkolepsi. En dejlig karakter som fungerer på alle planer takket være Mikael Birkkjærs talent for balancen mellem komik og seriøsitet og både Mikael Birkkjær og Ole Lemmeke beviser at modenhed i særdeleshed klæder skuespillere i de rette rammer som her. Der er en flot groundet hed over deres præstationer som får karaktererne helt op at ringe og begge deres personligheder på scenen er i den grad i live. Komik og farce er kun spændende og morsom når den bygges op af alvor og det forstår begge to mandlige skuespillere til fulde. Generelt bliver karaktererne for karikerede efter min smag og bevæger sig desværre for meget på den ydre overflade.

Når nu Madeleine Røn Juul har valgt at iscenesætte stykket og tematikken i sin reneste og mimesiske form, så bliver det lidt overfladisk, hvilket naturligvis passer fint til emnet. Men det fungerer ikke optimalt. Det bliver lidt for meget revy over galskaben som ikke passer i den her opsætning. Og set i bakspejlet husker man mest de ægte præstationer både med komikken og alvoren. Det er ærgerligt med det stjernecast som Nørrebro Teater byder ind med.

Som sagt brillerer Christiane Gjellerup Koch som godsejerinden og igen, takket være hendes sparsommelighed overfor det karikerede men til gengæld store generøse gavmildhed med sødme, ægthed og udstråling.

Jeg synes at ”Kirsebærhaven” er mere end seværdig og den har sat spor i mig med mange refleksioner omkring vores håndtering af kriser og ydre konflikter. Et dejligt moderne bud på Anton Tjekhovs stykke, fortolket så en stor målgruppe kan få en oplevelse. Nørrebro Teater har modet til at gøre tingene på deres egen ærlige måde og det bør de høste stort bifald for.

 

 

 

 

Instruktion og bearbejdelse

Madeleine Røn Juul

Oversættelse

Thor Lange

Scenografi og kostumer

Sven Dahlberg

Koreografi

Esa Alanne

Lyddesign

Morten Oxholm

Lysdesign

Henrik Kegnæs Spangsbo og

Sven Dahlberg

 

Medvirkende

Christiane Gjellerup Koch

Ranévskaja, godsejer

Ole Lemmeke

Gájev, Rénvskajas bror

Mikael Birkkjær

Pistjik, en anden godsejer

Sarah Boberg

Várja, Ranévskajas plejedatter

Henrik Lykkegaard

Lopákhin, købmand

Asbjørn Krogh Nissen

Trofímov, student

Tina Gylling Mortensen

Charlotta, guvernante

Jacob Weble

Jepikhódov, kontorist

Marie Tourell Søderberg

Dunjásja, stuepige

Youssef Wayne Hvidtfeldt

Jásja, ung lakaj

Michelle Bjørn-Andersen

Firs, gammel tjener