Barbie og Ken i indre katastrofe
”Katastrofe” på Teater Momentum – Odense den 27. november
Anmeldelse af Michael Hansen – Kulturleben.dk
”Katastrofe” er en mareridtsagtig pastiche over high schoolmiljøet i USA. Både den vi kender fra TV fra vores egen ungdom samt den endnu mere mareridtsagtige som eksisterer lige nu. Det er en kalejdoskopisk rutchetur igennem ungdommens mange faser af tilretning i livet, søgen efter seksuelle ståsted og indordning efter behov og ønsker. Intet problem er for lille og uanset størrelsen, så bliver det i ungdommens overfladiske og selvegocentriske selskab til verdens knudepunkt. F.eks. hvilket bord skal jeg sidde ved i skolens kantine?
Alle arketyperne fra High School miljøet er repræsenteret: Bobby, spillet af Jakob Femerling Andersen, er den maskuline, selvfede og selviscenesatte top Guy som er stjernen på sportsbanen og topscoren når det gælder skolens lækre sild. Ponytail, spillet af Mette Gregersen, er den dominerende Barbiedukke som sætter standarden, skaber normen og er skolens trendsætter udi alle former og meninger. Corny, spillet af Emma Silja Sångren, er den biodynamiske, veganske og total usexede jomfru indtil hun får brillerne af. Dark, spillet af Emil Veber Rasmussen, er den nørdede type som i alt hemmelighed bor på skolen pga. konflikter med forældrene. Han er den amerikanske udgave af Michael Strunge og kæmper i den grad med at bevare lidt sjæl. Unicorn, spillet af Viktor Medorn er forestillingens skabsbøsse som bærer en enhjørnings horn i panden, svømmer i pastel og sarte make-up colors som giver associationer til My Little Pony. Unicorn er halen på Ponytail og ligesom hende, der på et tidspunkt har scoret Bobby, så vil han inderst inde gerne tage del i den historik.
Alle fem fantastiske prototyper på nutidens ungdom som b.la. bliver koreograferet af Gunilla Lind i en sanselig rottedans.
Instruktør Niels Erlings tålmodige og voldsomt morsomme tilgang til historien, både koreografisk og i instruktionen, løfter helhedsbilledet op på et stærkt og yderst velkomponeret stadie hvor han, når vi tænker på målgruppen, rammer plet, både hvad komik og alvor angår. Personerne bliver i Niels Erlings kompetente og opfindsomme favntag til stilistiske plastikdukker, som hele tiden skal forholde sig til de minimalistiske hverdagsproblemer som de er udstyret med: Både stemme og kropssproget giver associationer til Barbie og Ken, men hvis man læser teksten med receptions æstetiske læsebriller, så slås de virkelige problemer imellem linjerne om at komme ud og få lov til at trække vejret. Forløsningen er tæt på. Men kan en forløsning overhovedet rumsterer og behandles i disse forkvaklede, håbløse og curlingramte gemytter? Og hvis, er det så ikke her, at katastrofen kulminerer og tager sit indtog? For er katastrofen i virkeligheden ikke et angreb fra personernes psykologiske trængsler, et uundgåeligt sammenbrud som bliver symboliseret i kæmpe rotter, blæksprutter og div. katastrofeeffekter i den stor hvide og virkningsfulde plastikscenografi skabt af Lise Marie Birch.
Hele seancen er topunderholdning på den hæsblæsende måde fordi forestillingen er genremæssigt sat op som en high school musical med fortolkede sange fra nutidens hitlister. Det er vanvittig morsomt trods emnet og dejligt befriende at opleve en katastrofe film blive forløst med lune, usentimental og elegant tilgang til både alvor og galskab. Hele holdet kan synge og hold da op hvor er talentet stort hele vejen rundt i Teater Momentum.
Diametrale modsætninger er altid dejlige i kunstens unikke udtryksformer. Aftenens højdepunkt er i min optik, da Bobby midt i kaosset trækker hans indre krig frem og leverer den som en voldsom flot og velskrevet monolog, som både hiver os tilbage til Søren Kierkegaards eksistentialisme og løgmonologen fra stykket ”Peer Gynt” af Henrik Ibsen. En monolog hvis essens er, at uanset hvor mange lag vi piller af, så når vi kun ind til intetheden. Bobby føler at hans forhold til Ponytail er som et stykke pålægschokolade oven på et stykke roastbeef. (Naturligvis, erklærer han, er han roastbeefen) men Bobby ønsker ikke kun at være sports Guy eller scoretypen, han vil også være den nørdede, den blide, den empatiske osv. ”Hvorfor kan vi ikke få lov til at være det hele?” skriger han og falder derefter død om.
Når man som jeg har været ung i 70´erne, 80´erne og 90´erne, så vælter præferencerne ind over mig. En strømning fra fortiden skyller ud over scenekanten og hold nu op hvor er det befriende og fantastisk. Alt fra ”Grease”, ”Carrie”, ”High School Musical” samt mange andre ungdoms -trivialiteter danner grobund for dette unikke manuskript som må vær en pedant til datidens fantastiske storbyspoet Dan Turéll.
Hele indpakningen prydes med Rasmus Junckers geniale Lyddesign og kompositioner. Som et altfavnende faderbillede, nærmest gudeligt, sidder Rasmus foroven og kaster den stemningsfulde, fanden-i-voldske og møghamrende lækre lyd ud over hele scenariet. Det er så flot og så virkningsfuld.
Niels Erling lover os følgende i programmet: ”Vi tager alle genrekonventionerne meget alvorligt. Og har samtidig en kæmpe fest. Det bliver virkelig stramt – og forhåbentlig skidesjovt”.
Det var det hele, men samtidig ikke lettilgængelig. Pyt med det, det er dejligt at få tankemylderet sat i perspektiv. Bagefter overhørte jeg to fyre på toilettet. Den ene sagde ”Hold nu kæft jeg fattede ikke en skid, men jeg var vild med det”.
Jeg er vild med Teater Momentum og alt deres talent. Jeg glæder mig allerede til afslutningen på vol13. og nyder at et storbys agtigt undergrundsmiljø som det der hersker på Teater Momentum kan overleve i en by af Odenses størrelse. Jeg fik et deja vu tilbage til 80´ernes skønne og inspirerende kult samlingssted ”Klaptræet” midt på Kultorvet i København. Derfor vil jeg opfordre alle teaterinteresseret samt alle med hang til det unikke og underfundige om at bruge teatret og nyde godt af alles dets mange farverige tilbud.
Medvirkende
Viktor Medom
Mette Gregersen
Jakob Femerling Andersen
Emil Veber Rasmussen
Emma Silja Sångren
Instruktion
Niels Erling
Tekst
Ida Marie Hede
Scenografi
Lise Marie Birch
Lysdesign
Marcus Philippe Gustafsson
Lyddesign og komponist
Rasmus Juncker
Koreograf
Gunilla Lind
Rekvisitør
Therese Annebelle Jensen
Kostumier
Tytti Sofia Hongisto
