En rigtig god film
”JUDY” set i Panorama – Fredericia fredag den 1. november.
Anmeldelse af Vibeke Holm Hansen – Kulturleben.dk
”Judy” er baseret på Peter Quilters teaterstykke ”End of the Rainbow” og instrueret af Rubert Goold.
Historier om store stjernes glamourøse og dog uønskværdige liv er oppe i tiden. Vi har nyligt set det i filmene om bl.a. Gøg og Gokke og Freddie Mercury og der måtte også komme en film om Frances Ethel Gumm, bedre kendt som Judy Garland.
Vi følger Judy i hendes sidste leveår, hvor hun, i en periode med svigtende publikum i USA og ligeså svigtende pengebeholdning, lader sine to mindste børn blive hos deres far Sidney Luft og tager på turné til London, hvor hun stadig er en strålende stjerne. Interessen og fremmødet til hendes shows er stort, men ikke alt falder lige heldigt ud, for Judy er også ude i et misbrug af piller og alkohol blandet med en manglende tro på sig selv og det giver nu og da nogle udfordringer med at få hende på scenen.
Det resulterer også i nogle mindre heldige performances.
Vi ser scener fra hendes sidste korte ægteskab med den unge Mickey, fra det første møde og forelskelsen til de går fra hinanden, og vi møder også hendes datter Liza Minelli til den fest hvor hun møde Mickey. Der er gjort meget ud af at genskabe Lizas blik under de for hende karakteristiske tunge øjenvipper. Det lykkes rigtig godt, men virker lidt teatralsk.
Der er indlagt flashbacks tilbage til tiden omkring optagelserne til ”Troldmanden fra Oz”, hvor Louis B. Mayer nedbryder den helt unge Judys selvværd for at forme hende til at blive den stjerne, der skal give ham millioner i kassen. Scenerne fra den tid er der selvfølgelig, for at forklare om den deroute hendes liv tog og på hvad det var, der drev hende ud i misbruget.
Noget er helt sikkert dramatiseret – og en del fri fantasi, men fakta er jo nok desværre at det har været tilværelsen for mange barne- og ungdomsstjerner, der drives frem af producenters higen efter succes.
Filmen er ikke kun shows – den handler også om Judys personlige kampe. Det manglende selvværd, utilstrækkeligheden, ensomheden, misbruget, savnet efter børnene og kærligheden. Mænd var der masser af i hendes liv. Som hun siger i filmen, på spørgsmålet om hun har taget noget mod depression, ”Ja, 4 ægtemænd” svarer hun, ”og det har ikke hjulpet”. Selvfølgelig er det hele krydret med nogle af hendes store sange, ikke mindst den uforglemmelige ”Over the Rainbow” fra hendes sidste show i London.
I netop den scene, bliver Judy selv så rørt, at hun ikke kan synge sangen færdig, hvorfor publikum, synger sangen færdig for hende, under ledelse af to store fans, et fiktivt mandligt homoseksuelt par, som hun tilbringer en hyggelig aften i London med. Også en godt spillet passage i filmen, men igen tydeligt indsat for at øge den dramatiske effekt, og sikkert også for at ramme et endnu bredere publikum. Den historie i historien havde været rørende og varm, hvis den byggede på facts. Nu bliver den bare sød og sjov.
Jeg styrtede hjem for at høre Judy Garlands sidste performance, og ja, det lyder som om hun er rørt, men hun går ikke i stå, og publikum tager ikke over, så hvorfor dramatisere det? Jeg er sikker på at scenen havde rørt dybere ved at være tro mod autenciteten.
Renée Zellwegers performance er mesterlig. Der er langt fra den lidt kluntede Bridget Jones til den fallerede og sårbare verdensdame Judy Garland, men Zellweger behersker det hele. I rollen som Judy synger hun i øvrigt selv og det gør hun meget, yderst troværdigt.
Filmen er en fortjent hyldest til mennesket Judy Garland, den giver et billede af hende på godt og ondt i den sidste storhedstid, af derouten afledt af et liv som ”produkt”, af en kvinde med en skarp tunge, utilstrækkelighed, sårbarhed, ensomhed og længsel efter en anden form for liv, blandet med passionen for livet i rampelyset.
Men på trods af Zellwegers præstation, på trods af scener der rører, på trods af de meget flotte scener der levendegør legendens sidste shows, kommer filmen som helhed ikke ind under huden på os. Det klæder historien at den ikke er overdramatiseret eller romantiseret for meget, men dybde kommer ikke kun af at Zellweger ligner Judy Garland eller synger som hende. Det er ikke i alle scener, at man er overbevist om at det faktisk er Judy det handler om. Filmen berører årsagen til den tragedie, der ligger bag den glamourøse overflade, men den portrætterer den kun, uden helt at tage stilling til den. Der mangler noget!
Man går ud af biografen med følelsen af at have set en rigtig god film, men også med noget, som disse film gør ved sine tilskuere, -med en tristhed i sjælen, fordi vi ved jo, at det her nok er dramatiserede fortællinger, men det er ikke fiktion. Det er historien om et menneske, der har levet et liv, med alt hvad man tror hjertet begærer, og så alligevel ender i nedbrud, misbrug, ensomhed og tidlig død. Landet bag regnbuen er ikke så glitrende som vi troede, og måske findes lykken ikke i Oz – men i det helt almindelige liv i Kansas.
MEDVIRKENDE
Renée Zellweger
Darci Shaw
Finn Wittrock
Rufus Sewell
Michael Gambon
Jessie Buckley
Richard Cordery
Bella Ramsey
Royce Pierreson
Arthur McBain
John Dagleisch
Gemma-Lea Devereus
David Rubin
INSTRUKTION
Rubert Goold
