50 års jubilæumskoncert lander som frydefuld overflødighedshorn
”Jesus Christ Superstar” som koncert. Danmarks Underholdningsorkester.
Odeon – Odense den 10. oktober 2020
Anmeldt af Michael Hansen – Kulturleben.dk
Som inkarneret teatermenneske og storforbruger af kunstformen, har jeg set ”Jesus Christ Superstar” rigtig mange gange, både i udlandet og i Danmark.
Det er ubetinget en af mine musikalske favoritter. Både Andrew Lloyd Webbers musikalske geni komposition samt den dramaturgiske beretterform og kronologi gør verdens første rockopera til et stykke verdenskunst i særklasse.
Nu har Danmarks Underholdningsorkester valgt at hædre dette 50 års jubilæum for værket med en storstilet opsat koncert med instruktør Toniah Pedersen og dirigent Andreas Vetö ved roret. Et særdeles stærkt cast af både internationale og danske sangstjerner og performere er hentet ind til opgaven og alle grundlag og materialet er skabt til en succes på alle parametre.
Dette er en stor mundfuld for hele holdet og den professionalisme og det musikalske og sangmæssige/dramatiske niveau som rockkoncerten kræver, bliver på alle måder forløst med stor beundring og respekt til alle foran, på og bagved scenen.
En koncert bygget over et dramatisk værk, i denne sammenhæng en musical/rockkoncert, opnår i sin form en renlinet koncentration omkring det musikalske partitur. Som tilskuer kan man læne sig tilbage og nyde en feinschmecker oplevelse omkring, og kun omkring, det musikalske og kompositoriske niveau. Med Danmarks Underholdningsorkester som vært blev det en helstøbt oplevelse, som med både traditionel musical musik, klassisk inspireret input samt gospelagtig soul- og koropsætninger bevarer en stærk intensitet og vellyd på trods af de mange spændende genreskift i musikken. Med Andreas Vetö som dirigent opstår der både en sikkerhed, en nydelse og spændende samspil i verdensklasse som både er eliksir for publikum som lytter og betragter. Sjælen og følelsesregistret bliver smurt og følelsesrejsen er både stærk, gribende og velkomponeret på alle niveauer.
En ren koncert har sin udfordringer, specielt for et måske ikke så koncert-vant publikum. Men Toniah Pedersen har formået at lave en genistreg med en symbiotisk blanding mellem koncert og dramatiske udtryk. Jeg ville nødig stå stiliseret ved en mikrofon og fortolke og levere sangene fra ”Jesus Christ Superstar” da de på alle områder skriger på dramatik og følelsesmæssig udfoldelser. Det får solisterne heldigvis lov til i en både lækker og konstruktiv instruktion. Toniah Pedersen formår at være tro mod koncertformen, men samtidig tør hun fortolke koncerten med en effektfuld og indbydende indlevelse, og sammen med den flotte koncertscenografi og koreografi, som også er skabt af Toniah Pedersen, får vi en følelsesmæssig og storslået veludført opsætning som fungerer på alle områder.
Christoffer Brodersen (Jesus) og Erann DD (Judas) løfter opsætningen op på et internationalt kvalitetsmæssigt level med deres kraftfulde sangpræstationer og dramatiske talenter. Jesus bliver i Christoffer Brodersens fortolkning både en karismatisk leder og forbillede og et tvivlende menneske, når alvoren i den grad tager form foran ham. Brodersen synger og fortolker så taget letter og vi får en Jesus figur som lever op til nutidens standard inden for karakterstyrke og troværdighed.
At forestillingen bevæger sig helt op på seks stjerner, er ubetinget Erann DDs fortjeneste. Som en sortklædt, dieselslidt og voldsom sexet og kraftfuld Judas overrasker Erann DD og giver forestillingen en velfortjent mavepuster med sin geniale vokal og dramatiske glød. Og hver gang han indtager scenen, løfter han både forestillingens niveau og intensitet. Her kan jeg ubetinget tillade mig at bruge begrebet verdensklasse. Selv om begrebet er ved at være lidt tyndslidt og misbrugt, så får udtrykket i Erann DDs selskab både troværdighed og en ny berettiget friskhed.
Fallulah er både varm, mystisk og modig i sine fortolkninger som Maria Magdalene og både sangene ”Everything´s Alright” og ”I Don´t Know How to Love Him” løftes op i den hjertevarme og gribende genre i Fallulahs kyndige fortolkning. Fallulah er både smuk, velsyngende og moderlig i sin kærlighedshyldest.
Jeg kan ikke sige mig fri for, til stadighed at mene, at Bjørn Fjæstad er en af Danmarks bedste fortolker og sanger. Som den politiske ansvarlige for domsfældelsen og korsfæstelsen af Jesus er han et super cast. Hans overlegne sangpræstation og kraftfulde udstråling opnår stjernestunder med både frydefuld gysen og sangmæssig nydelse.
Cavin Cornwall, som er international kendt fra diverse musicals og film, bl.a. ”Starwars” og ”Les Miserables”, udfylder ypperstepræsten Caiaphas med sin både dunkle, storslåede og flotte bas samt gazelleagtige kropssprog og udseende og ingen tvivl om, at vi har selskab fra den internationale klasse.
Vores allesammens Allan Mortensen, som jo er ved at være en moden herre, byder os velkommen på en charmerende og varm måde og hans medvirken i koncerten som medløberen Annas giver hele opsætningen en dejlig snert af nostalgi og overskud. Allan Mortensen er et ikon både i ”Jesus Christ Superstar” og ”Hair” og selvfølgelig skal han være en del af selskabet.
Anders Ørsager udfylder rollen som Peter til fulde og leverer en stærk vokal og et spil, som fører rollen Peter op i superligaen. Man husker hans Peter og ønsker faktisk at se meget mere til Anders Ørsager i fremtiden. Et af de dejlige beviser på, en mindre rolle kan løftes, takket være en stor kunstner, til et hovedrolleplan.
Tim Schou er både dragende og velsyngende som Simon. Hele hans stil og effektfulde styling klæder produktionen og med hans flotte sang og talent, krydrer han hele totalbilledet. Han er altid godt selskab.
Martin Brygmann er ved at være en gammel rotte i faget på alle måder, og han nyder det. Med sin veludviklede humor, store musikalitet og flair for finesse og timing, brillierer han med sin Herodes. Med sangen ”King Herod´s Song” løfter han stemningen i salen til det optimale og ingen tvivl om at han nyder det, hvilket vi allesammen gør. Martin Brygmann fik lige nogle flere stjerner i min bog og hele hans tilstedeværelse var en ren nydelse.
Både de talentfulde fra Teatret Gorgerne og Musicaliber Showkor danner en fantastisk bund af velklingende korsang og kropslig veludført tilstedeværelse. Det er en kæmpe gave for koncerten at disse aftaler er kommet i hus og jeg håber at begge kor/grupper vil blive brugt meget mere i fremtiden.
Danmarks Underholdningsorkester har med denne 50 års jubilæum for ”Jesus Christ Superstar” markeret sig som en kvalitetsmæssig højborg udi musikken og underholdningen. Dette stykke kunst er et overlegent udtryk for orkestres fuldstændig berettigelse og berigelse for hele landet. Lad os få meget mere af Danmarks Underholdningsorkester både i staden og resten af landet.
Fakta om JESUS CHRIST SUPERSTAR
Det kreative hold
Dirigent: Andreas Vetö
Iscenesættelse og kreativ sparring: Toniah Pedersen
Producent: Danmarks Underholdningsorkester
Medvirkende
Maria Magdalene – Fallulah
Judas – Erann DD
Jesus – Christoffer Brodersen
Kong Herodes – Martin Brygmann
Pontius Pilatus – Bjørn Fjæstad
Simon – Tim Schou
Peter – Anders Ørsager
Annas – Allan Mortensen
Om Danmarks Underholdningsorkester:
Danmarks Underholdningsorkester er landets eneste musikerejede orkester og har eksisteret som sådan siden januar 2015. Orkestrets rødder strækker sig dog 80 år tilbage til grundlæggelsen i 1939 og har især opnået bred international anerkendelse igennem dets 20-årige samarbejde med chefdirigent Adam Fischer og har samtidig bevaret en skarpsleben populærmusikalsk profil. Med den ballast ønsker Danmarks Underholdningsorkester at bringe den symfoniske musik ind i fremtiden ved at skabe nye formater, der hviler på en stadig mere raffineret evne til at være i tæt kontakt med dét publikum, der søger de store oplevelser med orkestermusik inden for både den rytmiske og den klassiske genre.
Danmarks Underholdningsorkester kan opleves overalt i Danmark og i udlandet som en partner, der evner at præsentere de helt store musikalske oplevelser på baggrund af en fordomsfri, nysgerrig og frugtbar samskabende proces.
Musicaliber og Teatret Gorgerne optræder ikke samtidig. Musicaliber synger på koncerterne i Jylland, mens Teatret Gorgerne synger på koncerterne på Fyn og Sjælland. Hvis du var i Odeon i går, var det altså Teatret Gorgerne, du så, ikke Musicaliber. Mvh. Esben, korleder for Teatret Gorgerne