Alt har en skyggeside – uanset hvor god man er.

”Jagten på det gode menneske” af Baggårdteatret – 27/10-2020 Teater Katapult

Anmeldt af Mathias Hvidberg Jørgensen – Kulturleben.dk

Jeg vil starte med at indrømme, at jeg ikke anede hvem Karin Michaëlis var. Navnet ringede ikke en eneste klokke, og det understøtter faktisk pointen temmelig fint i resten af forestillingen. For nu om dage er det – desværre – tilsyneladende temmelig få, der stadig husker Karin Michaëlis, til trods for, at hun i sine velmagtsdage, i starten af det 20. Århundrede, var den mest kendte, kvindelige danske forfatter i udlandet og var oversat til mere end 20 forskellige sprog. Alligevel er hun dagen i dag mest kendt i akademiske kredse og er ikke længere kendt af den almene danske befolkning.

Denne forestilling undersøger og fortæller Karin Michaëlis’ historie. En meget interessant og spændende historie, fyldt af møder med datidens litterære superstjerner og kendisser, med rejser på tværs af kloden, elskere, affærer, romaner og familiekriser.

En biografisk forestilling, levendegjort gennem Katinkas musik og Meike Bahnsens underfundige levendegørelse af Karin Michaëlis. Scenografien er relativt simpel, bevægelig og omskiftelig, og de to supplerende skuespillere Anders Budde Christensen og Josephine Nørring levendegør på skift de personer og karakterer, som Karin møder på sin vej gennem livet. Og Katinka? Ja, hun synger, spiller og interagerer med Karin, som den spøjse karakter Shen Te. At jeg som teaternørd og dramaturg blev overrasket og glædet ved gensynet med denne karakter, tror jeg i udgangspunktet var en helt særlig bonus, forbeholdt en helt særligt nørdet gruppe af teatergængere.

For ”Jagten på det gode menneske” er mest af alt en historiefortælling. Det kan man selvfølgelig argumentere for, at alt teater i virkeligheden er, men i denne omgang er det vitterligt en biografisk fortælling om en af datidens helt store danske forfattere. Omdrejningspunktet og temaet – foruden Karins liv – bliver en fortælling om, hvad bl.a. godhed og frihed indebærer, og hvor langt man er villig til at gå, for at vise sin godhed overfor andre mennesker.

Men hvad er godhed? Hvornår er godheden i sandhed ren og uselvisk, og hvornår kan man gemme sin egen egoisme og forsmået hed bag en facade af tilsyneladende altruistisk godhed?

Forestillingen rummer mange fine elementer, flere fine sange fra Katinka, og må siges, i al sin enkelhed, at fungere. Skuespils præstationen fra Meike Bahnsen er både insisterende og charmerende, hvilket i samspil med Katinkas finurlige og poetiske lydunivers, giver grobund for et fascinerende og intimt biografisk musikteater.

Alligevel kommer forestillingen dog desværre aldrig helt op i skyerne. Der bliver ikke taget specielt mange risici, og selvom Katinkas stemme og ukulelespil i dén grad tiltrækker både øjne og ører, så måtte jeg gå derfra, med kun de sidste og svært rammende linjer ”glem mig godt, når du ser mig. Glem mig godt.”

I sidste ende sætter forestillingen også spørgsmålstegn ved, hvad vi i grunden bliver husket for. Hvad er det egentlig, der i sidste ende betyder noget? Og er vi i virkeligheden i stand til at acceptere, at den absolutte godhed overfor andre mennesker, aldrig vil kunne forenes med vores egne behov for vækst, selvudvikling og velstand?

Som den berømte forfatter og borgerrettighedsforkæmper Maya Angelou er citeret for: ”I’ve learned that people will forget what you said, people will forget what you did, but people will never forget how you made them feel.”

”Jagten på det gode menneske” af Baggård Teatret i Svendborg, giver anledning til fordybelse i den glemte forfatter Karin Michaëlis. Jeg brugte selv den efterfølgende time efter forestillingen, på at studere og undersøge den danske forfatter nærmere. Mange finurlige karikaturer af datidens litterater, akademikere, dramatikere og stjerner sætter sig i bevidstheden, og på flere fronter forføres man af det romantiserede billede, af en tid, hvor alle kendte alle, og hvor livet, trods verdenskrige, kriser, recession og pandemier, alligevel syntes enklere og mere spændende. Det har dog aldrig været nemt at være et tænkende og følende menneske, særligt ikke, når man altid har insisteret på at gøre det bedste for alle andre end sig selv. Slutteligt tror jeg dog, at Karin var okay med at betale sit eftermæle som prisen for sit frie liv.