En moderne, melodisk, psykedelisk version af ”Snedronningen”

Set på Nørregaards Teater – 19. august 2020

”Ida” Af Nørregaards Teater og H. C. Andersen Festivals

Anmeldt af Vibeke Hansen – Kulturleben.dk

 

 

Det er premiereaften og en ganske særlig en af slagsen, for det er Nørregaards Teaters første forestilling med publikum siden Coronaen lukkede for teaterlivet. Vi smittes af den lysende glæde, som teaterleder Carsten Wittrock udviser, da han byder os velkommen.  De små teatre har en kæmpe styrke i evnen til at få os til at føle, at vi er kær og nær familie, der kommer på besøg. Det er varmt, smilende og favnende. Tak for dem.

Hos publikum er glæden og forventningen lige så stor over at dette igen kan være en del af livet, så stemningen er høj, da vi ledes op af trappen, til den lille, skønne teatersal på Nørregaards Teater. Og vi bliver ikke skuffet. Det bliver en eventyrlig god aften, med et veloplagt og velspillende dygtigt hold på scenen, både på musik og skuespilsiden. Hvis der var premierenerver på scenen, var de godt pakket ind i rendyrket spilleglæde.

På ”Mælkevejens sidste Café”, hvor illusionen om lykken lever i bedste velgående, især hvis man er forelsket i sig selv, sidder Ida (Anna Karina Nikolajsen) og Alfred (Bo Stendell Larsen) og er meget forelskede i hinanden.

 H.C. Andersens Gerda og Kay er i denne version voksne mennesker, men eventyret er det samme, lige så smukt, lige så mærkeligt og lige så farligt, og lige så fyldt med symbolik og budskaber om at bevare barnet i sig, være tro mod sig selv og følge sit hjerte som i den gamle digters version.

Caféens fortæller og ceremonimester, den skaldede Mona Mour, tidligere Bjarne Jørgensen (Klaus Andersen) indtager scenen i bedste drag-stil, med klarinet, drama, dans, lange øjenvipper, en robe, der er alt for meget på den fede måde, og et dragende nærvær og gør den i kraft af sin karismatiske, store personlighed til sin legeplads, da hun begynder at fortælle historien om sig selv og om Ida, Alfred, der må så grumme meget igennem for at finde den rette vej og hinanden.  Klaus Andersen har os I sin hule hånd fra første sekund. Det er show med stort S og på første række, pænt placeret på vore krydser, med behørig afstand, hvirvles vi ind i en moderne, melodisk og psykedelisk, men genkendelig version af eventyret om snedronningen, Queen Ice (Franciska Fevel Borgels), der naturligvis er det forførende og distanceblændende hovednummer på scenen i ”Mælkevejens sidste Café”.

Troldspejlet, der viser et andet billede af tilværelsen, får Alfred til at længes mod det, der virker som en bedre verden, og han forlader sin Ida for at søge nye afveje, altid de mørkeste og meste besværlige, og han forføres af den smukke Queen Ice, der i caféens farlige spejlnummer tager ham med til sin blændende, kolde verden.

Som voksen tilskuer, kommer tanken: ”Tænk hvis et sådant spejl blev sat op foran de mange livs-glansbilleder der lægges på de sociale medier. Hvis vi så det underliggende og ikke kun lod os forlede af overfladen”.   

Anne Karina Nikolajsen spiller med fine, naiv uskyld, den renhjertede Ida, der drager afsted for at finde sin elskede Alfred. Alene er hun dog ikke, for robotten Hawking hjælper hende med gode råd og med mangel på samme. Det er sødt, sjovt og opfindsomt og helt sikkert rettet mod den yngre del af publikum, men nu og da lidt forstyrrende ude af sammenhæng med historien.

Som i eventyret – møder Ida forskellige sære væsener på sin vej, og i caféen især, og alle har de alt for travlt med sig selv og deres egen historie til at hjælpe hende, for travlt med at give hende en masse gode råd, enten om at spise sig ud af savnet eller søge hævn ved at lægge nøgenbilleder af Alfred på nettet, bortset fra den lurvet-nonchalante, sørgmuntre kragefigur Komedy Kalle, (skønt spillet af Thomas Guldberg Madsen), der konfronterer Mona Mour med hendes eget selvbedrag og hjælper Ida lidt på vej.

Men Idas styrke ligger ikke i hævn, trøstespisning eller andres veje eller vildledning, den ligger i kærligheden til Alfred, i viljen og i troen på egne evner, og da hun finder ud af det, finder hun også vej.  Hun drages ikke af glamouren, af sladderen, af blændværket men af den styrke hun har i sig selv.

IDA følges på vej af dygtige musikere, velkoreograferet dans, stand-up comedy, skønne sange og vokaler, deriblandt en inciterende skøn blues, der ligger perfekt til Bo Larsens rå stemme.

Desværre forsvandt ordene i de lyse kvindevokaler lidt for tit, men det rådes der forhåbentlig bod på i de kommende forestillinger for hele den musiske del er fint spundet ind i fortællingen og giver den et drømmende og lejlighedsvis klædeligt disharmonisk skær.

Om man er 13 og bare elsker eventyret, eller en hel del år ældre og finder de underliggende budskaber i fortællingen, om man med genkendelsens glæde nyder den nye, lidt karikerede, men dog mod eventyret tro udgave af H.C. Andersens ”Snedronningen”, så har dramatiker Claus Flygare skabt en fascinerende, morsom, underholdende og også dybdegående teateroplevelse.

 

 

Vi troede faktisk, at vi skulle se et børne/ungdomsteaterstykke, men det her er bestemt også for børn, der er blevet ældre, især hvis de har bevaret deres indre magi. Vi fik Mælkevejsstøv med os, sammen med ørehængeren ”Jeg er lykkelig – jeg blev forelsket i mig selv” som vi sang hele vejen hjem.

Og Snip – snap – snurre – basselure…

… lever vi alle lykkeligt til vores dages ende, som Mona Mour slutter af med – med et flirtende blink i øjet bag de lange vipper.

 

Medvirkende

Anne Karina Nikolajsen

Olivia Franciska Fevel Borgels

Thomas Guldberg Madsen

Heine Ankerdal

Klaus Andersen

Bo Larsen

Jesper Thestrup

Ole Højer Hansen

 

Dramatiker

Claus Flygare

 

Instruktør

Anders Lundorph

 

Instruktørassistent

Sofie Christiansen

 

Scenograf

Carsten Wittrock

 

Kostumedesigner

Melene Redder Ruby

 

Komponist

Ole Højer Hansen

 

Lysdesigner

Jesper Thestrup & Mik Manley Andersson