Klassisk Ibsen tragedie i moderne symbolik opsætning
”Hedda Gabler” af Henrik Ibsen på Aalborg Teater den 26. sept. 2020
Anmeldt af Michael Hansen – Kulturleben.dk
Hedda Gabler som spilles af Bolette Nørregaard Bang, indtager scenen. En kvinde som er besat af komfort og velstand. Hun tænder for efterårsudsigten og lyset falder på et minimalistisk luksus hjem godt indrettet med design, men symbolsk bestående af glasvægge og et fundament af sort marmor. Efteråret er symbolet på hendes indre stemning og rejsen mod det endelige og glasvæggene og det sorte marmor giver associationer til et ubrydeligt glasbur sat oven på et mausoleum. Hedda Gabler reagerer næsten stilistisk på omgivelsernes situationer, en ligegyldighed og flegmatisk reaktion som vidner om apati og opgivelse. Men hendes indre illustreres på en stor bagprojektion med nærbilleder af Heddas indre følelseshelvede.
Omkring Hedda er Jørgen Tesman, spillet af Ferdinand Falsen Hiis. Tesman er Heddas ægtemand som på alle parametre vil ofre alt for Heddas trivsel. En diffus, nørdet og super empatisk ægtemand som famler i blinde i det edderkoppenet som Hedda spinder omkring ham og de andre fokus personer i hendes liv.
Deres fælles husven dommerfuldmægtig Brack spillet af Martin Ringsmose, er en stilsikker mand med mere trang til Hedda end til vennen Jørgen.
Fra fortiden dukker Heddas, så kaldte veninde, Thea Elvsted, spillet af Line Nørholt op, og erklærer at hendes chef og elsker Ejlert Løvborg, spillet af Marcus Gad Johansen, er på vej til byen for at søge en professorstilling. Samme professorstilling som Jørgen Tesman har i sinde at søge, bl.a. pga. ressourcemæssig afmægtighed økonomisk og i håb om at få muligheden for at leve op til Heddas overforbrug og materialistiske krav. I Henrik Ibsens oprindelige manuskript, har Jørgen Tesman belånt huset med tantens livspension som sikkerhed og på den måde sat flere ud på kanten af ulykke for at leve op til hustruens glubske trang til overflod.
Hedda Gabler nu gift som Hedda Tesman lever i en boble af kedsomhed og trivialiteter som dræner både hendes handlekraft og situationsfornemmelse. Hedda nedbryder alle omkring sig i en kamp for at opnå action i tilværelsen og samtidig være i fokus og først til sidst opdager hun, at hun både har skabt en situation hvor hun selv er kørt ud på et sidespor men også en situation som har udryddet både kærligheden og dem hun elsker.
Nora i Ibsens ”Et dukkehjem” vælger til sidst at forlade hjemmet og bevæger sig ud i konsekvensernes barske samfund, Hedda derimod forlader sit mausoleum-univers på en mere blodig og effektfuld måde. Døden er symbolsk en følgesvend for Hedda Gabler både i handlingsforløbet samt i scenografien igennem hele forestillingen. Efterårsfarverne som hun tænder for i starten af stykket tager mere og mere form som en sort dyster begravelsesscenarie og en af nærbillederne på bagprojektionen forestiller sågar Hedda i nærbillede som synker ned i den sorte muld.
Som i en rigtig Ibsen tragedie bygges handlingen op omkring trekantsdramaer. Både trekantsdramaet omkring Hedda, Jørgen og Brack og sideløbende trekantsdramaet mellem Hedda, Thea og Ejlert. Hedda spiller hovedrollen i begge dramaer, men som en kedsommelig stenstøtte agerer hun ligegyldigt i den første med ægtemanden og Brack uden særlig meget engagement eller energi, hvorimod der er mere at opnå i det andet drama med Thea og Ejlert, da den fortidige passionerede og ægte kærlighedsstorm med Ejlert nu er i fare for at gå i glemslen da Thea nu er med i spillet og Heddas magtposition i kærlighedslivet truer med at smuldre imellem hænderne på hende. Hedda skaber støj og intriger pr. instinkt og sagens alvor og konsekvenserne bliver først synlige til sidst hvor det er for sent.
I Hans Henriksens instruktion og i Nicolaj Spangaas ferske og symbolske scenografi bliver hele opsætningen en flot og spændende leg med symbolsproget, men og en lidt kedelig affære. Det skorter ikke på ideer og gode intentioner med opsætningen. Jeg vil sammenligne opsætningen med en velkomponeret ret som i sidste ende mangler lidt ekstra krydderier for at nå i mål. Egentlig er det en ret vellykket opsætningen som på alle områder viser godt håndværk, men man sidder med en følelse af, at Ibsens ”Hedda Gabler” kunne have rummet mere drama og substans. Den mangler måske en glød.
Det er svært at komme i hus med en forestilling hvor hovedrollen bliver så flegmatisk og stiliseret i sine udtryk. Så hjælper bagprojektionerne ikke meget. Vi er kommet i teatret for at se følelser og mærke pulsen. Bolette Nørregaard Bang er en blændende skuespiller, men hun får ikke lov til at udtrykke sig optimalt hvilket gør at det er svært at identificerer eller i det mindste have lyst til at følge hovedpersonen.
Ferdinand Falsen Hiis som jo i forvejen er en mega spændende skuespiller får lidt mere ud af Jørgen Tesman. Hans diskrete og diffuse indlevelse bliver sammenlagt med et lidt outreret kropssprog ubetinget aftenens største oplevelse. Hans empati og følelsesregister er komplet, varm og hudløs og han virkede som stykkets eneste rigtige menneske.
Aalborg Teater gør altid tingene helt ud til kanten og med kvaliteten i højborg. Den lange køretur mod Aalborg er altid med forventningerne på et højt plan.
Denne gang gør de det igen med en flot Ibsen opsætning. Forventningen bliver næsten indfriet. Så frem med krydderierne og følelserne på scenen.
Ibsen og Aalborg Teater er altid et besøg værd.
Hedda Gabler
Af Henrik Ibsen
Aalborg Store Scene
Hedda Tesman, f. Gabler Bolette Nørregaard Bang
Jørgen Tesman Ferdinand Falsen Hiis
Thea Elvsted Line Nørholt
Ejlert Løvborg Marcus Gad Johansen
Brack, dommerfuldmægtig Martin Ringsmose
Iscenesættelse Hans Henriksen
Scenograf Nicolaj Spangaa
Koreografisk assistance Kasper Ravnhøj
Bearbejdet af Irina Malochevskaja og Tyra Tønnessen
Oversættelse og modernisering Jens Christian Lauenstein Led
Dramaturg Kjersti Hustvedt
Lysdesign Kasper Daugberg
Lyddesign Aske Bergenhammer Hoeg
Scenografassistent Nicklas Clemmensen
