Sanselig Hamlet anno 2020
”Hamlet” af William Shakespeare på Det Kongelige Teater
Set i Musikhuset Aarhus den 30. september 2020
Anmeldt af Kulturleben.dk
Som en af dem som netop har set William Shakespeares drama/tragedie ”Hamlet” mere end 20 gange, selv instrueret den i en prisbelønnet opsætning samt skrevet opgave om selvsamme ”Hamlet” på Aarhus Universitet på dramaturgistudiet, må forventningen siges at være både af diffus karakter og dog med en stor iver og enthusiasme, da ”Hamlet” i min optik er en af verdens mest velkomponeret, spændende og svulstige dramaer.
Igennem min ”Hamlet” rejse med mange udgaver, opfindsomheder og mærkværdige fortolkninger, har begejstringen nogle gange være i top og andre gange har forargelsen været i højsæde over forskellige instruktørernes frie fortolkninger af klassikeren, som alle kender på en eller anden måde. I bogen ”Hvem ejer Shakespeare” af Lars Liebst og Erik A. Nielsen diskuterer man netop emnet; ”hvor langt kan man gå med et Shakespeare stykke og kan man gå for langt i kreative udfoldelser og fortolkninger?”
Med instruktør og skuespillerchef Morten Kirkskov ved roret lover aftenens opsætning på mange parametre en ny og spændende fortolkning af ”Hamlet”. Morten Kirkskov har en feinschmecker gefühl for detaljer, det aktuelle samfundsbillede og samtidig en troskabspagt over for det materiale som han stilles over for. Han er hverken bange for det erotiske, humoren eller den skæve indgangsvinkel, hvilket vi får bevis for i aftenens opsætning af klassikeren ”Hamlet”
Det er en ”Hamlet” anno 2020 som vi præsenteres for, og det er både dejligt forfriskende, pirrende og i en letforståelig form hvor alle kan være med takket være Niels Brunses ny og dynamiske oversættelse. Spændstigheden, dramaet, den svulstige følelsesrejse og galskaben er bevaret, men hele den nye lækre cocktail er pakket ind i en tidsmæssig og kostumemæssig autencitet som virker ny og inciterende, og det er fordi, at Philip Fürhofers fantastiske scenografi kan andet end at se godt ud. Med store spejl sættestykker som problemløst glider rundt på scenen, afdækkes alle stykkes receptions æstetiske lag fordi vi som publikum kan se flere udgaver af samme scene og handlingsforløb på samme tid. Mange vinkler og en stærk medvirkende lysdesign af Ulrik Gad får hele scenografien til at virke transparent og på den måde føler vi at kunne kigge bagved og ind i den mest intimes sfære. Det er genialt tænkt og virker på alle måder optimalt i sin udformning.
Morten Kirskov vælger at Polonius er en kvinde med lidt maskuline træk, Laertes har etnisk herkomst og Horatio er homoseksuel. Så er næsten alle i krænkelseskulturen repræsenteret, men det bliver aldrig popsmart i Mortens Kirkskovs valg og opsætning. Alle er castet fordi de netop er de mest oplagte og klassificeret til at fortolke og levendegøre de klassiske arketyper. Hele castet er gennemkomponeret og velvalgt til at lave en smuk, bars, hudløs og stærk fortolkning af ”Hamlet”.
Allerede i starten hvor vi i en tændt sal møder Prins Hamlet i Esbens Smeds geniale udgave og kan se os selv i spejlscenografien og begrebet mimesis, spejlbillede af virkeligheden, får en kraftfuld betydning, ved vi, at denne opsætning kan rykke noget i os i nutiden, selv om materialet allerede blev udgivet i 1603. Lyset dæmpes og Ofelia, spillet af Sara Viktoria Bjerregaard, kommer ind og en stærk erotisk og sanselig elskov mellem Hamlet og Ofelia starter. Det er en genial disposition fordi vi meget bedre kan identificere os med deres stærke kærlighed og kødelige lyster resten af forløbet. Vi forstår ganske enkelt deres frustrationer og længsler.
Opsætningen har en friskhed midt i den klassiske form som gør den både appetitlig og forståelig for den nye ”Hamlet” iagttager og både som inkarneret ”Hamlet” fans og som nybegynder udi det klassiske, formår Morten Kirkskov og Esben Smeds fortolkning at få os helt ud på stolekanten i begejstring og hudløs spænding.
Esben Smed hører absolut til en af Danmarkshistoriens største Hamletfortolkere. Både hans intellekt, kropslighed, galgenhumor og generøse tilgang til rollen ender i en vidunderlig, gribende og sjælden set Hamlet, som både bliver lille, forladt og sårbar og på en splitsekund forvandler sig til en hysterisk, vanvittig og dødsensfarlig giftslange som hugger uanfægtet og frygtes løs. Hamlets direkte kontakt med publikum i nogle ret kraftige eksistentialistiske monologer virker, og vi sidder i salen og føler, at vi har en direkte fortrolig kontakt med prinsen af Danmark og hele affæren bliver derfor endnu mere intens.
Sara Viktoria Bjerregaards Ofelia stråler og leverer et unik sårbar, smuk og hudløs kvindebillede. Hun formår at fremdyrke en intellektuel og stærk kvinde som i sin ubegribelige modgang midt i den ægte kærlighed og mødet med døds sorgen henkaster sig ubetinget til vanviddets tilstand. Ikke som fake konstruktion som i Hamlets tilfælde, men i total udslettende afstand fra livet og dens sorte sider.
Midt i alt dramaet og smerten får vi en vidunderlig morsom og gennem klog Polonius i Stine Schrøder Jensens udgave. Hun er super stylet som den lidt maskuline mor til Ofelia og Laertes, og hendes både store vid og manglende situationsfornemmelse kulminerer i en latterrungende modtagelse fra publikum hvorefter hun ulykkeligt ender i sin egen intrige som offer. Stine Schrøder Jensen kan bevæge sig mellem den hårfine galgenhumor, den bekymrende mor og den mastodontiske stalker udi i indblandende overgreb i de kongelige gemakker. En af aftenens rigtig store oplevelser.
Både Iben Hjejle og Jacob Lohmann er både smukke, lækre og stærke i sine klassiske udtryk i det Shakespearske univers. De farver og leverer til fulde tilfredshed og både det magtliderlige og den kødelige fascination skinner flot igennem hos begge to. To store skuespillere som her får lov til at leverer det ypperligste med et fantastisk materiale.
Karin Betzs kostumer har både en kant og en naturalistisk klassisk udtryk, men samtidig en haut couture agtig stil som var super flot og klædte hele scenografien og opsætningen.
At det er tredje gang at jeg giver Det Kongelig Teater seks stjerner i træk, skal ikke opfattes som om, at jeg er en jubelglad idiot som køber alt. Tværtimod, men jeg må jo erkende at Det Kongelige Teater kan det shit.
Jeg håber at Hamlet turneen vil vælte det ganske land omkuld. Nu er der en chance for at se virkelig klassisk teater i øjenhøjde uden at der er solgt ud i kvaliteten.
Medvirkende:
Hamlet, prins af Danmark Esben Smed
Ofelia, Polonius datter Sara Viktoria Bjerregaard
Claudius, Kong af Danmark Jacob Lohmann
Gertrud, dronning af Danmark Iben Hjejle
Laertes, Polonius søn Alvin Olid Bursøe
Polonius, kongens rådgiver Stine Schrøder Jensen
Horatio, Hamlets ven Anton Hjejle
Rosenkrans Laus Høybye
Gyldenstjerne Mads Rømer Brolin- Tani
Iscenesættelse og bearbejdelse Morten Kirkskov
Scenografi Philipp Fürhofer
Kostumedesign Karin Betz
Lysdesign Ulrik Gad
Lyddesign Jonas Vest
Koreografi Signe Fabricius
Stagefight Kristoffer Jørgensen
Oversættelse Niels Brunse