Gribende, hudløs og skræmmende
”Ser du månen, Daniel” ny dansk storfilm af Niels Arden Oplev med co-instruktør Anders W Bertelsen.
Anmeldelse af Michael Hansen.
”Ser du månen, Daniel” er baseret på Puk Damsgårds bestseller af samme navn og handler om en af ´vores tids mest spektakulære kidnapningssager. Hovedpersonen Daniel Rye er en ung freelancefotograf som bliver kidnappet under nogle uskyldige fotooptagelser i Syrien. Kidnapperne er en ISIS gruppe som er opfyldt med hævnlyst og had. Daniels ophold i den grufulde fangelejr bliver en mareridtsagtig nedtur på 398 ubarmhjertige dage, hvor hverdagen består af psykisk og fysisk totur og en kamp med at overleve som menneske i et fangenskab.
Hjemme kæmper Daniels familie, uden økonomisk støtte fra staten, med at skaffe den ublu løsesum på 2 millioner EURO som ISIS- gruppen forlanger. En umenneskelig kamp hvor døds-uret tikker og hvor hvert minut kan handle om liv eller død. Frustrationen vokser og al værdighed bliver sekundært, kampen for at redde sønnen og broderen sættes over alt andet. Kun gidselforhandleren, Arthur, samt en masse sympatiske træk fra donatorer viser at der trods de uoverskuelige udsigter finder håb og godhed i en ellers sønderflænsende historie.
En historie fra virkeligheden som er så flot, hudløs og usentimental fortalt, at oplevelsen bliver en diametral rejse mellem store visuelle billeder, stærke følelser og klaustrofobiske vejrtrækningsproblemer. Det er mødet mellem international filmklasse og dansk hudløshed, fortættet hed og kammerspil, som i den grad ender en i symbiose af filmkunst, hvor alt er lykkedes, men hvor det hele samtidig er så helvedes ubehageligt at overvære.
Esben Smed som vi f.eks. kender fra titelrollen i ”Lykke Per” bevæger sig fra en naiv, småforkælet, hjemmeboende dansk fyr uden ambitioner eller mål med livet til en stærk, gribende og nedbrudt mand som til sidst prøver at tage sit eget liv på den mest nedværdigende og ubehagelige måde. Alle facetter i rollen fylder han op til randen og heldigvis med en usentimental tilgang som gør at vi ikke græder pga. rørende opstyltede tableauer, men tværtimod græder på grund af historiens hæslige autenticitet og ærlighed i spil og instruktion. Det er fantastisk når man som publikum oplever en rolle udvikle sig for øjnene af os, i den ene eller anden retning. Takket været Esben Smed, som lukker os ind i hele følelsesregistret i den rigtige målestok, oplever vi her en katarsis som er alle forundt, en indre rejse og en ydre historie som bør indgå som obligatorisk samfundsmateriale i udskolingen i den danske folkeskole i fremtiden.
Niels Arden Oplev kan både formidle det fortættede hverdagsspil og det store passionerede og visuelle optrin. Vi tror på den lille danske familie historie i parcelvillaen, faderen som er lastbilchauffør og moderen der er ansat på Lego house, som vi tror på de store totalbilleder og handlingsmættede oplevelser i Syriens gennembombarderede, autentiske og gribende locations. Niels Arden kan det hele og samtidig er han særdeles godt klædt på med filmens fotograf, Eric Kress og klippere, Anne Østerud og Lars Therkelsen. Jeg sad undertiden i mørket og følte, at jeg så en stor udenlandsk film. Billeder og klipning var uden omsvøb geniale og i den grad med til at fortælle en historie som ender med en film i, ja nu bruger jeg et fortærsket udtryk, verdensklasse.
Jeg vælger kun at nævne Esben Smed, hvilket egentlig er uretfærdig, for alle i denne vidunderlige og umanerlige hårde film, fortjener et stort bifald for ægte spil, fortolkninger og nærvær, som i den grad bjergtager og foruroliger i sin ægthed.
”Ser du månen, Daniel” er ubetinget årets bedste bud på en container fuld Bodiler og Roberter, men den kan endnu mere endnu. Den er også et godt Oscarbud.
