Et klaustrofobisk sansebombardement

En fortælling om blindhed – 02/10-2020 Teater Momentum

Anmeldt af Mathias Hvidberg Jørgensen – Kulturleben.dk

 

Samarbejdet mellem Sort/Hvid, Aarhus Teater og Teater Momentum er ikke alene en bedrift og udforskning af et helt nyt format for teater, men samtidig også en udforskning af vores evne til at iscenesætte os selv gennem fantasien, i et univers, der nærmest udelukkende etableres af lydbilleder og en elegant koreografi af lysglimt og –effekter.

 

Scenen sættes med at publikum placeres på feltsenge med høretelefoner og masker for øjnene, mens en hvidt klædt klovnekarakter befinder sig i en næsten monokromatisk scenografi, med galskab i sit smil og diverse remedier til rådighed på sin platform.

Dette her indikerede noget helt andet, end hvad teater ellers byder på, og jeg må tilstå; jeg blev ikke skuffet.

 

Forestillingen varede ca. 75 minutter, men på intet tidspunkt fik jeg fornemmelsen af, hvor lang tid der var gået. I sin essens tager forestillingen udgangspunkt i José Saramago’s berømte roman ”blindness” fra 1995, og handler om en blindheds-epidemi der pludseligt opstår, og hvordan de blinde bliver isoleret og tiltagende oplever værre og værre ting på deres sovesal på det hospital, hvor de holdes fanget. Forestillingen er konstrueret på en måde, hvor publikum får mulighed for udelukkende at lade deres fantasi råde over de indre billeder der opstår, når historien bliver fortalt gennem lyde, stemmer, historiefortælling fra en ’guide’ og sanseoplevelser – herunder f.eks. specifikke lugte, der pludselig giver sig til kende.

 

Selve formatet er på mange måder banebrydende. Teknologien, der blev benyttet til at producere den binaurale lyd i høretelefonerne, var vanvittigt imponerende, og hertil hører et eksklusivt bifald til lyddesigneren Asger Kudahl. Foruden den tekniske bedrift, er det også vigtigt at pointere, hvordan rammen om oplevelsen giver hvert enkelt publikum en oplevelse på egen hånd, da man hverken kan se eller høre de andre ’tilskuere’. Det giver en fuldkommen isoleret oplevelsesramme, som er særdeles interessant og for min egen smag aldeles fortræffelig, da det intime rum skaleres op til en helt unik teateroplevelse, hvor man både føler sig som placeret midt i handlingen og fortællingen med de andre publikummer, alt imens man i sin egen visuelle isolation indfinder sig i sin helt egen oplevelse.

 

At trække paralleller til Corona-epidemien virker næsten for ligetil, men med et par enkelte bisætninger, kan man vist roligt sige, at historien om blindheds-epidemien og hvordan regeringen i fortællingen sætter mere og mere hidsige greb i brug, for at kontrollere og inddæmme smittespredningen, vækker genklang i virkelighedens verden og dagens nyheder.

 

Alligevel er det de medmenneskelige og menneskeligt moralske dilemmaer i forestillingen, som for alvor sætter sig fast. Man bliver gennem forestillingen udfordret med både etiske og eksistentielle spørgsmål, hvor man som tilskuer tvinges til konstant at overveje og vurdere sin egen medmenneskelighed, og om der i virkeligheden er en grænse for, hvor langt den rækker. Undervejs fik jeg associationer til både ”Fluernes Herre” og Stephen King’s ”The mist”, og som man måske kan regne ud, så vil grusomhederne nærmest ingen ende tage i løbet af forestillingen. Der er langt mellem lyspunkterne, og det er begrænset, hvor ofte man føler behov for at trække på smilebåndet, men i en epidemisk dystopi skal der også mest være plads til ubehaget. 

 

Jeg må dog tilstå, at jeg også savnede noget mere. Jeg blev næsten for nemt taget i hånden i det historiske forløb, og det fysiske ubehag, som blev skabt gennem både lugte, reallyd, lydeffekter og det til tider opståede skub til feltsengen kunne sagtens være blevet trukket endnu længere. Dernæst var der varierende kvalitet i stemmearbejdet fra de skuespillere som havde indspillet dialogen i historien, og indimellem faldt nogle replikker desværre lidt til jorden, fordi man som modtager og publikum ganske enkelt ikke havde nok tid til at finde sig til rette i det hurtigt udviklende narrativ. Enkelte af grusomhederne i historien blev trukket i langdrag (hvilket fungerede virkelig godt!), men der blev også foretaget nogle hurtige skift i historien og nogle lidt underlige drejninger i plottet, som desværre ind imellem næsten virkede uovervejede.

 

Under omstændighederne – underforstået; den globale pandemi og nedlukningen af det meste af kulturbranchen – må jeg dog også tilskrive forestillingen yderligere pluspoint for netop originaliteten og den eksperimenterende ramme, som med oprejst pande og innovativ tænkning, fik etableret et fuldkommen unikt og særdeles interessant rum, hvori vi alle kunne opleve forestillingen, sammen og hver for sig, med god afstand og overholdte retningslinjer.

Et særdeles interessant format til teatret, og jeg er meget spændt på at se, om denne her teknologi kommer til at vinde større indpas i det danske teatermiljø.

 

ENSAIO SOBRE A CEGUEIRA af José Saramago i bearbejdelse af Christian Lollike og Sigrid Johannesen

Medvirkende 

SIMON MATHEW 

derudover høres følgende stemmer 

KIRSTI KÆRN,

MORTEN KJÆR,

ANDERS BAGGESEN,

MATHIAS FLINT,

MARIE MARSCHNER,

CHRISTIAN HETLAND,

NANNA BØTTCHER,

KIM VEISGAARD,

MAGNUS JUHL

ANDERSEN,

LASSE STEEN JENSEN,

FREDERIK MANSØ,

MORTEN SUURBALLE,

RIGMOR FROM LOLLIKE,

SIMON MATTHEW,

ANNE MAJGAARD BASSE 

Iscenesættelse 

CHRISTIAN LOLLIKE 

Dramatisering 

CHRISTIAN LOLLIKE og SIGRID JOHANNESEN 

Scenografi 

NATHALIE MELLBYE 

Lyddesign 

ASGER KUDAHL 

Lysdesign 

BALDER NØRSKOV 

Fotos 

EMILIA THERESE

Teaterforlag 

NORDISKA APS – KØBENHAVN

EN FORTÆLLING OM BLINDHED er en samproduktion mellem Sort/Hvid, Teater Momentum og Aarhus Teater.