”Der er én måde at komme over grænsen på –
at lade en anden gå først.”

Det store stilehæfte – 29/02-2020 Husets Teater

Anmeldelse af Mathias Hvidberg Jørgensen – Kulturleben.dk

 

Det er svært at anmelde ”Det store stilehæfte” uden at give en begyndende cadeau til Agota Kristofs stærke og umiskendeligt hjerteskærende roman. Sproget lægger standarden for, hvad det er for en historie og fiktion vi bevæger os ind i:

”Vi kommer fra den store by. Vi har rejst hele natten. Vores mor har røde øjne.”

 

Sådan starter den dualistiske monolog, som Jens og Olaf herefter vil levere til publikum i den efterfølgende halvanden time. De taler i kor, som om de er en del af den samme bevidsthed.

”Det store stilehæfte” er intet mindre, end en kraftpræstation fra de to skuespillere Jens Albinus og Olaf Johannesen. De demonstrerer alsidighed, dybde, intensitet og en fokuseret skrøbelighed, der nærmest ikke kan andet end vække ærefrygtindgydende genklang i publikum. Agota Kristofs tekst bliver både elegant og jordnært formidlet gennem de to brødres umiddelbare og fuldkommen hudløse oplevelse af verden og eksistensen.

 

Forestillingen sætter forskellige spørgsmål i gang, herunder eksistentielle overvejelser om godt og ondt, etiske og moralske dilemmaer, og hvilke forfærdelige omstændigheder vi udsætter vores børn for under krigstider.

De to brødre repræsenterer ikke kun familien rent praktisk, men også en overordnet dualistisk dramaturgi, hvor det store spørgsmål om, hvad ”vi” oplever i fællesskab på denne jord, er det egentlig fokuspunkt. Hvad sætter ”vi” spørgsmålstegn ved? Hvad vælger ”vi” at ignorere? Hvad vælger ”vi” at acceptere som vores virkelighed?

 

”Det er bedre at skrive: ”vi spiser mange nødder”, og ikke ”vi elsker nødder.” For ordet ”elske” mangler præcision.”

Mængden af små, nøgterne, eksistentialistiske og filosofiske overvejelser og stikpiller er allestedsnærværende gennem hele forestillingen, og leveringen gennem de to brødres umiddelbarhed, vækker både latter og tårer. Hvortil man naturligvis kan stille spørgsmålet: beskæftiger vi os lige nu med en tragisk komedie? Eller en komisk tragedie? For selv i den umiddelbare oplevelse af stykket forekommer mødet mellem tragedie og humor, som en absolut nødvendighed i beskrivelsen af selve oplevelsen af livet.

 

Et af de spørgsmål jeg dog også stillede mig selv, var mere praktisk funderet.

Hvor meget er egentlig krævet, for at lave godt teater?

I disse dage, hvor både teater- og filmmediet tilsætter flere og flere effekter, for at skabe det større og mere imponerende fiktive rum, er der noget særdeles befriende ved at opleve en forestilling, hvor simpliciteten og den sceniske nøgenhed træder så flot i kraft. Jens Albinus og Olaf Johannesen usselt klædt, i et mørklagt rum, på de – bogstaveligt talt – skrå brædder, et hvidt spot og et stort hvidt stykke stof krøllet sammen i hjørnet.

 

Deri har vi mere eller mindre hele stykkets scenografi.

Og mere behøver vi i princippet heller ikke.

For historien i sig selv, teksten og fysikaliteten er så rå og hudløst ærlig, at man i dette intime og mørke rum netop møder den eksistentialisme og dystre realisme som inficerer hele Kristofs tekst. Og det er fuldt ud bevidst, at jeg vælger ordet ”inficerer”, for teksten bliver til tider så ubehagelig og grusom, at man som publikum mødes med en kvalme og utilpashed, som jeg i hvert fald på personligt plan blev både fascineret og overrasket af.

 

”Døden kommer ikke. Når man kalder på den kommer den aldrig.”

Alligevel vil jeg hævde, at det er den nærmest lidt for gennemtænkte og overvejede dramaturgi og iscenesættelse, der kan spænde en anelse ben for oplevelsen. For jeg forstår godt brødrenes ”sam-tale” (underforstået at de nærmest konstant taler i kor), men ordenes tunge vægt og betydning kan desværre til tider være vanskelig at blive ordentligt ramt af, når de siges i kor. For koret er sjældent så ekstremt unisont, at det lyder som én stemme. Derved kan de rammende og tragiske pointer i Kristofs underfundige og ’naive’ sprog forfladiges, da de desværre ikke får lov at stå for sig selv, men derimod skal siges i kor.

 

Umiddelbart er kritikpunkterne dog i den diskrete afdeling, da der som sagt ikke er nogen tvivl om, hvor stor en performativ bedrift denne forestilling er, og hvor fremragende et stykke arbejde Jens Albinus og Olaf Johannesen leverer. Jeg kunne på et personligt plan godt have ønsket en større og måske mere tydelig udvikling i både scenografi og karakterer, men samtidig ligger der i stykkets monotoni og konstante ubehag også en vished om, at krig og krigstider altid efterlader sine ofre og sin omverden i en grå og stillestående verden, hvor alt accepteres som livsvilkår, hvor ingen spørgsmål stilles til overlevelse, og hvor der ikke længere skelnes mellem godt og ondt, sort og hvidt, hårdt og blødt. Enhver situation kan skifte retning hvert øjeblik, og der skal ikke mere end en enkelt granat til at ændre et ellers relativt forudsigeligt udfald.

 

 

Medvirkende:

OLAF JOHANNESEN

JENS ALBINUS

Tekst: Efter AGOTA KRISTOFs roman ”Det Store Stilehæfte”

Bearbejdelse & instruktion: JENS ALBINUS

Scenograf: MIKKEL ROSTRUP (elev fra Den Danske Scenekunstskole)

Lyddesign: ERIK CHRISTOFFERSEN

Lysdesign: CHRISTIAN VEST BERNTSEN