Latter fyldt med tårer – og tårer fyldt med latter

”Det begynder at blive koldt om fødderne” på Teater Svalegangen i Aarhus.  Set den 14.10.20.

 Produceret af  >>TEATRET<<

Anmeldt af Vibeke Hansen – Kulturleben.dk

 

 

Det var vores første besøg på Teater Svalegangen i Århus, men forhåbentlig ikke det sidste – heller ikke selv om kulden så småt mærkes om fødderne.  Så snart vi trådte ind, kunne vi mærke at her er et sted, med sin helt egen unikke sjæl. Det satte ekstra gang i de i forvejen ret høje forventninger til aftenens teateroplevelse – og heldigvis blev de til fulde indfriet.

Et lyst tæppe hvor skyggerne kan lege, en bænk (i øvrigt cadeau til designeren), stemningsgivende lyssætning og en mand, klædt i gråt og sort – og strømpesokker. Så bliver det ikke mere minimalistisk, men mere behøves heller ikke, når den ene mand er Hans Rønne, der med sin tilstedeværelse, karisma, store fortælleevne og ordrige tøven, alene kan skabe billeder og fylde rummet med visualiseringer af personer, steder og farver.

Vi ser for os den tegning naboens lille Freja har lavet af musen, der ligner den afdøde kat Balou, studiekammeraten Jønne med ansigtet ophovnet efter en svømmetur med brandmænd i havet, vi ser den kræftsyge ven ligge med store, fraværende øjne i hospitalssengen, vi ser tandlægestolen og den meget talende tandlæge, vi ser hovedpersonen omgivet af sunde grøntsager, der skal tilberedes til hans døende kone i den kamp, der på forhånd er tabt, vi ser lægen og vi ser den midaldrende kvinde i fitnesstøj (helt sikkert pink), der sidder og hævder at kræftsygdom er selvpåført og -forskyldt.

Med små virkemidler – et øje der knibes i og briller der pudses, en barnlig svingen med fødderne fra en bænk der er for høj og en affekteret håndbevægelse, personificerer Hans Rønne den figur han fortæller om, uden på noget tidspunkt at miste fortællerens historie og identitet og uden at det bliver overspillet. Det er uhøjtideligt, helt nede på jorden – en fortælling med en intim fortrolighed, som gør at vi alle føler, at vi er den ene udvalgte, der får historien om hans forhold til døden – og livet især.  Hans Rønne opnår i sin performance dén totale opmærksomhed og medleven fra publikum, som enhver skuespiller må have som sin højeste mål.  

Det er en fortælling om døden og alle de tanker den afføder – men mere end noget andet er det en fortælling om kærlighed, venskab og den gave livet er. Sjældent har latter været så fyldt med tårer – og tårer så fyldt med latter. 

Igennem historien om hustruens, vennernes og kattens bortgang og fortællerens egne oplevelser i den forbindelse, kommer døden under ”kærlig”, ironisk og ofte meget humoristisk behandling. Og som tavs medspiller er også den angst vi alle kan nikke genkendende til – for at dø og ikke mindst for at miste.  

Fortælleren har indenfor den seneste tid mistet 3 venner. Tandlægen, der pludselig er faldet om, kort før han med sin hustru skulle på sit livs rejse i deres 42 fods båd, som fortælleren ved alt om i mindste detalje, mest pga. den noget ensidige samtale, der af gode grund kan være hos tandlægen. Den maniodepressive studiekammerat og bedste ungdomsven har taget sig selv af dage, uden at han har informeret om at han havde det så dårligt at det skulle blive udfaldet – og med det, den vågnende erkendelse af, at vi måske ikke er så nære og gennemsigtige for hinanden, som vi går og tror. Den tredje er død af kræft i det, der skulle være livets start – og har efterladt sig kone og to små børn.

Hver gang et nært menneske dør, rykker alle de andre vi har mistet, for en stund tættere på, så hustruens død i 2008, og især smerten i tiden omkring, kommer, som følge af historien om vennerne, atter op til overfladen, tillige med informationen om at det også var det år, der startede problemet med de kolde fødder. Og ens egen dødelighed rykker uvægerligt tættere på, også selv om man er fit for fight, har løbet maraton som 60-årig, og efter det første ”farvechok” er åben for nye løbe/relax-sko i hvid og pink.

Ved det uforklarlige og tilsyneladende meningsløse, åbnes døren også til de mange forskellige holdninger og ideer der er omkring emnet, og både ateisten, den troende og det spirituelle medie får stemmer – for hvad sker der når vi har forladt ”skindet”.

 

Går vi ved vores bortgang blot i ét med livets store kredsløb og ”That´s it”, får sjælen englevinger og lukkes ind i paradiset –  genopstår vi på anden vis, eller kommer vi, som katten Balou, måske i Valhalla, der i øvrigt ifølge Freja på 5 år, ligger i Norge?

Kulden om fødderne er en ren fysisk tilstand, som fortælleren lider under og derfor sørger for at købe fodvenlige sko til, i øvrigt via den forhandler, der sender tilbudsmails til deres ”kære ven”. Men de kolde fødder, bliver også symbolet på det faktum at livets slutning har manifesteret sig og er blevet en mere synlig følgesvend.

 

Af gode grunde, giver forestillingen naturligvis ingen svar – men den giver luft til alle de overvejelser, der kun sjældent deles, den nikker genkendende til den afmagt, meningsløshed og sorg vi selv har stiftet bekendtskab med i tabet af en af vores nære, og den giver stemme til de tanker der finder grobund, efterhånden som man selv begynder at mærke sine egne kolde fødder.  

I en tid, hvor det handler meget om at vi for alt i verden ikke må dø, er det forfriskende og givende at tilbringe en stund, hvor døden er tilladt, hvor vi tilmed kan grine med den, hvor vi konfronteres med at den er livets store vilkår og noget vi bliver nødt til at forholde os til.  Ikke at den skal søges – men at vi finder en form for fred med at den er uundgåelig, at livet ikke var det samme værd uden den, og at vi uden sorgen– heller ikke ville kende kærligheden.  

”Det begynder at blive koldt om fødderne” er en forestilling, der rører, beriger og skaber sit eget eftertænksomme rum, og det er uomtvisteligt noget af det bedste jeg har oplevet teatermæssigt.

 

Ide og manuskript: Hans Rønne

Iscenesættelse:  Lars Knutzon

Medvirkende: Hans Rønne

Scenografi: Gitte Baastrup

Lys og teknik: Poul Jepsen

Foto: Per Pedersen

Produceret af >>Teatret<<