Velspillet tragikomisk drama om overklassefruen Jasmines deroute.

”Blue Jasmine” af Woody Allen omsat til scenen på Odense Teater. Den 13. sept. 2020

Anmeldt af Michael Hansen – Kulturleben.dk

Jasmine lever i New Yorks jetset og befinder sig på alle måder som en fisk i vandet i dette overklassemiljø.

For at opretholde standarten og den behagelige adgang til rigdom og Fashion lukker Jasmine øjnene for ægtemanden, Hals eskapader med storsvindel og utroskab. Men filmen knækker for Jasmine da Hal forlader hende til ære for en meget yngre model i au pair-pige klassen.

Tilbage står Jasmine traumatiseret, boligløs og uden smykker og pels. I hendes store deroute ned ad livets hårde motorvej, tyr hun til Dry Martini og nervemedicin i rigelig mængder. Jasmine har aldrig været alene og mødet med sig selv i den reneste form uden Hal, hans meninger og støtte er på alle måder angstprovokerende og uoverskuelige for Jasmine.

Som en nødløsning flytter hun ind hos søsteren, Ginger som lever et mere upoleret liv i San Fransisco som enlig mor og lagerarbejder og er kæreste med Chili en livsglad håndarbejder med stor kærlighed til dåseøl, fodbold og ikke mindst Ginger.

Gingers univers er scenografisk hvid og ren som et stærkt symbol i forhold til det røde og eksotiske helvede som Jasmine kommer fra. Ginger har en ukompliceret tilgang til livet, lige indtil Jasmin dukker op og laver støj i hendes liv.

Jasmine skal genopfinde sig selv og rejsen igennem alle udfordringerne og ikke mindst hendes neurotiske attituder og dæmoner gør hele rejsen både ulykkelig, tragikomisk og sønderlemlæstende sørgelig.

Det er Woody Allen på alle parametre og i Nicolei Fabers flotte oversættelse og instruktion lykkedes det i en herlig befriende opsætning som ikke falder i med den påtagede karikatur eller overspillet, hæsblæsende falden på halen stil. ”Blue Jasmine” bliver udsat for rigtige mennesker og hold nu op hvor det klæder helhedsbilledet. Ikke et sekund var overflødig og med Christian Albrechtsens visuelle og farvemættende scenografi som fortjener en designerpris, får Nicolei Faber det optimale værktøjet og hele forestillingen bliver sat op som et næsten symfonisk værk med sceneskift, musikalitet og skuespil i særklasse. I hele den brusende genialitet må vi ikke glemme at det i virkeligheden er et kammerspil og musikken, scenografien og farvesymbolikkerne tager aldrig for meget fokus. Spillet og de ”rigtige mennesker” forbliver både befriende og hudløse i centrum og historien lever.

”Blue Jasmine” kan kun lykkedes hvis Jasmine spilles overbevisende, ærligt og med kærlighed til den neurotiske overklassefrue Jasmine. Alt kan være nok så vellykket og elegant fremført. Jasmin skal ”shine” og Christine Albeck Børge ”shinede” så vi næsten blev blændet af betagelse. Med en mastodontisk kæmpepræstation førte Christine Albeck Børge os igennem denne ubarmhjertige rejsen mod den endelige udslettelse og det på en måde som gør det svært lang tid efter, at glemme dette ulykkelige væsen vi var i selskab med i aften.

Med neurotisk patos, underspillet humor, smerte og verdensklasse virtuositet hejser Christine Albeck Børge hele forestillingen op i stjerneeliten og fortjener seks stjerner.

Heldigvis er hun i godt selskab.

Claus Riis Østergaard har hele den arrogante og mandige karisma som gør at vi forstår hvorfor hun vil gå så langt for at beholde ham. Rollen Hal kan meget let karikeres og blive en småkedelig birolle i forhold til Jasmine, men Claus Riis Østergaard formår at give Hal både sjæl og substans og hans fortolkning af rollen lykkedes optimalt.

Louise Davidsen spiller søsteren Ginger med både sødme, livsklogskab og med en elskelig naturalistisk tilgang som sætter Ginger i en stærk og modig kontrast til Jasmin, hvilket generelt klæder hele opsætningen.

Benjamin Kitter som spiller Chili, Gingers kæreste, løfter også rollen op på et niveau højere end rollen egentlig er. Vi forstår hans frustration over Jasmines ankomst og som den forsmåede kæreste som bliver sat ud på et sidespor, formår Benjamin Kitter at tilføje rollen så meget kærlighed, kejtethed og drengede skuffelse at vi tager ham til os og føler med ham på hele rejsen.

Jeg ved ikke om det var Frederik Malmose eller Arthur Ditlev Wadstrøm som spillede aftenens udgave af Gingers søn Matthew, men knægten var magisk, kluntet og utrolig autentisk både med syltetøjsmad og i den fantastiske reaktion på Jasmines voksensnak hen over Martini glassene.

Det var en dejlig start på sæson 20/21 for Odense Teater og samtidig en hyldest til kampen for at overleve både Corona og indestængt frustrationer over hele situationen. Jeg synes at Odense Teater håndterede det med bravur og på scenen blev vi jo møg forkælet med teater i særklasse.