Lykke eller Kaos
”Bang Bang Happy Man”
Teater Graense-loes på Husets Teater den 10. oktober
Anmeldelse: Michael Hansen – Kulturleben.dk
”Bang Bang Happy Man” er mere en levende installation end en teaterforestilling. Vi kommer ind til et kaotisk mareridt af overforbrug. Den runde drejescene er fyldt op med emballage i tilfældig uorden. Der ligger store masker som referer til både Disney-universet, frihedsgudinden samt det aktuelle politiske Amerika samt en masse legetøj fra det vilde vesten og midt i alt kaosset ligger der tre kunstnere og en tøj-pony. Den ene cowboy rejser sig og hilser os velkommen med en inciterende sang fra dengang film handlede om cowboy og indianere i en mere uskyldig form end den opfattelse vi har i dag af samme tema.
Hele scenografien er holdt i guld nuancer og minder os om lander der lover ”guld og grønne skove”.
De to skuespillere vågner op og begynder et stiliseret spil, meget ordfattigt, omkring lykken og dens form. Generelt er det en meget ordfattig oplevelse, som kun kulminere positivt i følgende monolog: ”Jeg er ikke lykkelig hele tiden og det pisser mig af. Jeg har venner. Jeg får 12. Jeg er mæt. Jeg tager stoffer. Jeg har en smartphone. Jeg har alle muligheder. Jeg køber alle produkterne. Jeg kan vælge. Jeg kan skyde mig selv i morgen. Hvorfor er jeg så ikke lykkelig?” En stærk tekst som vi allerede har læst i programmet giver en forsmag på at det her kan blive vedkommende og spændende. Men det bliver det ikke.
Ordfattigheden tager over og vi bliver præsenteret for det ene tableau efter det anden. Alle tableauerne er både spændende og stærke i sine udtryk, men de bliver udpenslet i en evighed og ender i kedsomhed. Jeg tror at der skal mere fart på hvis målgruppen, som er unge mennesker, skal fanges.
Teknisk, visuelt og musikalsk kan forestillingen rigtig meget og skaber en flot magi det ene øjeblik og en hudløs gru det næste. Hele den del fungerer og er imponerende og flot og fortæller netop med den aktuelle sprog de unge meget mere end ordene. Man var kommet meget længere med fortællingen hvis de sparsomme ord var blevet fjernet og det visuelle indtryk havde fået lov til at fortælle historien. Dog i en up tempo form.
”Bang Bang Happy Man” er et sympatisk træk i den rigtig retning og hele projektet vil gerne sige rigtig meget vedkommende til de unge mennesker som lever i en ”Nr. 1” kultur hvor alle kræver konstant lykke, godt manipulerede fra den amerikanske ”Happy Face kultur”. Men selv Amerika er blevet en trussel for sig selv, hvilket stykket også fortæller om på flere gribende måder, som da Frihedsgudindens fakkel bliver til et maskingevær.
Stykket vil generelt bare for meget på for kort tid og replikkerne gør ikke noget godt for helheden.
Det er som om stykket ikke er færdiginstrueret og især Daniel Norback virker til at famle efter meningen med det hele. Katrine Karlsen har en varm og spændende udstråling og har flere stærke øjeblikke, specielt hendes forvandling fra menneske til monster skaber stærke indtryk og følelser.
Mads Moritz er forestillingen mest positive oplevelse. Hans kompositioner og hans medlevendehed på scenen fungerer og han pakker hele installationen ind i en smuk og foruroligende lydside som hæver stykkets niveau betragteligt.
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen
BANG BANG HAPPY MAN
UNGDOMSFORESTILLING AF GRAENSE-LOES – FRA 13 ÅR OG OP
Koncept & idé: KATRINE KARLSEN & SISSEL ROMME CHRISTENSEN
Skuespillere: KATRINE KARLSEN & DANIEL NORBACK
Scenografi, teknik & afvikler: SISSEL ROMME CHRISTENSEN
Koreograf: ADELAIDE BENTZON
Komponist & musiker: MADS MOURITZ
Lyddesign & teknik: LASSE MUNK
Masker & teknikerassistent: PERNILLE LEHNERT
Konsulenter: STINA KAJASO, CATHERINE POHER & HANNE RAFFNSØE
Produktionsassistent: EMIL H. CHRISTIANSEN
Producent: GRAENSE-LOES