Et wake-up call om livets forgængelig…eller …?
”ANNA, WALK WITH ME”
Egenproduktion af Teater Katapult i co-produktion med Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret
Teater Katapult, Århus, den 4. marts 2020
Anmeldt af Vibeke Holm Hansen – Kulturleben.dk
Det er premiereaften og vi sætter os sammen med det øvrige publikum forventningsfulde til rette i en næsten fuld sal i Teater Katapult på Godsbanen i Århus, et sted i øvrigt, der emmer af nærvær, ro og glæde ved kunstens verden og er et besøg værd i sig selv.
På scenen står der to store kvadratiske rum, behængt med hvide gardiner, Performer Julie Ben Semmane knæler blandt sine klangskåle og smiler til publikum. Lyset slukkes og alt bliver helt sort. Der er en meditativ ro over hele set-uppet. Vi fornemmer at vores oplevelse her ikke bare bliver en forestilling – men også en rejse i hjerte og sjæl – og i noget vi ikke helt forstår.
Da lyset atter tændes – præsenteres vi for Anna (Smukt og intenst spillet af Anna Ur Konoy), der i de næste ca. 75 minutter leder os igennem en nærdødsoplevelse— og meget mere end det – for ”Anna, walk with me” handler ikke om døden, men derimod i høj grad om livet.
Anna er menneske af tiden, fanget i hverdagens travle krav og forventninger, hvor hjertets dør er lukket for de ting, der betyder allermest. Hun ser ikke eventyret i sin datter, hun ser ikke mennesket og historien i sin gamle far, hun har fortrængt barnet og miraklerne, der levede i den lille pige hun var engang. Hun har travlt med at passe sit job, nå bussen, komme videre… og til hvad. Manglen på nærværet sender hende ud i en bilulykke, og historien starter, da hun ligger på sygehuset, og hjertet går i står.
På tærsklen til det hinsides, passerer Annas liv revy, og vi præsenteres for hændelser i hendes liv- de hændelser, der former hendes holdninger og hendes håndtering af både livet og døden, og for den uudtalte søgen og længsel indeni – efter noget der var… og stadig er der et sted. Et fremmed sprog, som hun dog forstår, hvis hun giver sig tid til at lytte.
Morfaderen, der åbner hendes øjne for livets magi, men hvis bortgang også introducerer hende til en skræmmende, overtroisk og dyster opfattelse af døden, personificeret i en meget uhyggelig maske og klagende, mareridtsagtige hyl, som breder sit tabutæppe ud over hændelsen og den del af livets gang.
Dissekeringen af en død frø, der danner basen for hendes voksenvirke som retsmediciner, men også former en nøgtern saglighed omkring den døde krop og en afstandtagen til sjælelivet.
Da Annas hjerte holder op med at slå og hun befinder sig midt imellem livet og døden, finder hun også det hun mangler indeni, den hun har gemt bort, barnets øjne og evne til at se og hun kommer tilbage til livet som et større menneske, med en dybere forståelse for sig selv og andre og for hvad der betyder noget, en anden prioritet, og en mild forståelse at livets store kredsløb og alle tings sammenhæng.
Jeg vil ikke udpensle handlingen – den giver sig selv. Et menneske, der får et wake-up call på sin færd i grænselandet. ”Anna, walk with me” – skal ses og føles. Om vores holdning til døden ændres af at se stykket og om vi tror på fortællingerne om vandringen mod døren med lyset er helt individuelt. Men vi kan nikke genkendende til hvordan vi tilsidesætter de ting, der gør vores tilværelse rig, i jagten på de krav vi især stiller til os selv ……… og ja vel, på ussel mammon. Og vi får som publikum også et wake-up call om livets forgængelig… eller… ?
Historien fortælles med lys- og skyggeskikkelser bag de hvide gardiner og det er genialt sat op. Vi ser den lille figur, der kaster den store skygge, vi ser at den rislende bæk er en lille skål med vand og vi ser at frøen kastes ind på scenegulvet – intet er skjult for det blotte øje, og alligevel er intet helt hvad det ser ud til at være. Vi ser det – og alligevel er der en monoton og drømmeagtig stemning over det, som indhyller os i en blanding af drøm og virkelighed.
Brugen af dukker og masker er fantastisk virkningsfuld. De er uhyggelig skræmmende, levendegjort og hjertegribende rørende, og vi glemmer helt at vi faktisk kan se Rolf Søborg Hansen, der fører os indlevelsesfuldt igennem deres historier.
Meditative klange, klokker, rislen og toner, som fra en anden verden, følger os igennem Annas færd, smukt, sanseligt og indlevelsesfuldt.
I Annas tur tilbage til livet, forsvinder magien en smule. Det er for tydeligt at det er forskellige historier, der fortælles og kædes sammen, og at så mange som muligt skal med. Vi mister Anna af syne. Det bliver et lidt langtrukkent forsøg på at forklare noget der ikke kan og ikke nødvendigvis skal forklares.
Hvad der sker engang når sjælen forlader kroppen…, ved vi ikke – men vi kan åbne sindet for at døden er en vigtig og naturlig bestanddel i det at leve. Det er ikke noget vi skal være bange for… vi skal hellere være bange for ikke at leve.
Julie Petrine Glargaard & Nina Berry har I ”Anna, walk with me” skabt et meget smukt og vedkommende budskab om døden – og især livet – og stykket kan varmt anbefales.
Koncept: Julie Ben Semmane & Torben Dahl
Manuskript: Julie Petrine Glargaard & Nina Berry (UK)
Skuespiller: Anna Ur Konoy
Performere: Julie Ben Semmane (sang/musik), Rolf Søborg Hansen (dukker)
Iscenesættelse: Petra Berg
Scenografi og dukker: Rolf Søborg Hansen
Komponist og lyd-designer: AYO & Julie Ben Semmane
Lysdesign: Kasper Daugberg
Dramaturg: Lise Sofie Houe
Foto: Gísli Dúa Hjörleifsson
Oversættelse: Elias Blicher
Støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst og Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje
